Oksegrydesteg med glaskålssalat og The Boxer
I går kom jeg en smule tidligere hjem, så der var tid til en af efterårets yndlingsretter – simremad! Jeg faldt over en oksegrydesteg i Irma, som fik lov til at spille hovedrollen i aftensmaden, og den blev fornemt akkompagneret af en rigtig bulderbassevin – nemlig The Boxer fra Molly Dooker, der er lavet 100% på shiraz og er på 16,5%! Den bliver kærligt – og lidt sarkastisk – omtalt som en ‘marmeladevin’, for det er en australsk rødvin med masser af sødme og fylde i smagen. Det er derfor også en vin, du bør drikke i efterårs- og vintermånederne – ellers bliver den simpelthen for voldsom. Hvis du er til kraftige vine, der gerne må have masser af bærsmag og sødme, så vil jeg anbefale, at du prøver denne vin. Læs eventuelt også om den Molly Dooker-vinsmagning, jeg var til sidste år.
Denne rødvin vil give enhver middagsret kamp til stregen, så sørg for, at du serverer den til meget kraftig mad såsom denne oksegrydesteg – eller nyd vinen uden mad til. Men vær opmærksom på, at den slår hårdt – deraf navnet 🙂
Oksegrydesteg med rødvin
ca. 3 personer
800 g oksegrydesteg
salt og peber
en god klat smør
2 rødløg skåret i tynde både
2 tsk fennikelfrø
2 dl kraftig rødvin
evt. hyldebærsirup – blommesirup kan også bruges
Gnid din oksegrydesteg med salt og peber. Smelt smør i en gryde og brun kødet på alle sider. Tilsæt de resterende ingredienser, læg låg på gryden og lad kødet simre i 1½-2 timer. Husk at vende kødet min. hver halve time. Husk at grydens indhold med fordel kan bruges i en sauce, hvis du sier grøntsagerne fra (eller laver en mere rustik sauce, hvor du blender dem først) og bruger væden, der er til overs, når kødet er mørt.
Hæld evt. en smule hyldebærsirup over din oksegrydesteg inden servering.
Note: Mørt og lækkert kød. Vinen overraskede mig lidt, da den var endnu kraftigere og mere sødmefuld, end jeg huskede den som, så du kan sagtens skrue endnu mere op for krydringen og ikke mindst sødmen i denne ret. Prøv evt. at lave en bærsauce til din oksegrydesteg – f.eks. på solbær eller brombær.
Glaskålssalat
2-3 personer
1 glaskål
2 gulerødder
2-3 spsk nigellafrø
lidt olivenolie
salt
evt. hyldebærsirup
Skær glaskålen og gulerødderne i tynde stænger og vend dem i lidt olivenolie i en skål. Drys lidt salt samt nigellafrø ud over – og evt. lidt hyldebærsirup.
Note: Det er meget sjældent, jeg bruger glaskål i madlavningen, men det er synd, for det er faktisk en dejlig sprød og saftig kål, som har en forholdsvis mild smag.
Hejsa. Lyder som spændende vin – hvor køber man dem henne ?
Det kan du f.eks. hos Smalle Vine, som jeg linker til, eller hos The Wine Company, hvor jeg har købte min på et tidspunkt 🙂
Åh, åh, åh……bare åh 😛
Hæhæhæ! Jeg kommer ofte til at tænke på vores tur på Klassisk 65, når jeg ser en Boxer-flaske 😉
Din glaskålssalat ser meget lækker ud – den må prøves! Jeg elsker, når farverne gør noget ekstra for et måltid 🙂
Ja, og det er der i den grad brug for det næste halve års tid, hvor det i høj grad er brune retter, der dominerer aftensmadsudvalget – der savner man ind imellem at kunne pifte det op med en frisk, grøn salat 🙂