Mikroovnsboller
Jeg bruger selvfølgelig mit brød-benspænd til at afprøve nogle forskellige måder at bage på, og derfor skulle jeg naturligvis også prøve at lave mikroovnsboller. Ideen så jeg hos Hjemme hos Xenia, og bollerne er glutenfri. Du kan dog godt erstatte mandler med hvedemel, hvis du ikke prøver at undgå gluten.
Jeg udskiftede fløde med mælk og pofiber med loppefrøskaller, og det fungerede fint. Det er en rimelig stor bolle, man får ud af denne opskrift (nærmest på størrelse med en burgerbolle), men du kan selvfølgelig lave to små i stedet. Så skal bagetiden blot være kortere.
Mikroovnsboller
1 stk.
1 spsk smør
1 æg
1 spsk mælk
2½ spsk mandler
2 spsk sesamfrø
1½ spsk loppefrøskaller
½ tsk bagepulver
et knips salt
Smelt smørret i en skål i mikrobølgeovnen. Pisk æg og mælk i. Blend mandler og sesamfrø til fint pulver og rør det sammen med loppefrøskaller, bagepulver og salt. Rør de tørre ingredienser sammen med æggeblandingen og form en bolle af dejen. Læg den i en glas- eller porcelænsskål og bag den i mikrobølgeovnen. Jeg gav den ca. halvandet minut ved 900 W. Pas på, at den ikke får for meget.
Du får en saftig og lidt bleg bolle, som er bedst at spise lige efter bagningen.
Note: Mikroovnsboller er en god løsning, hvis du gerne vil have lidt frisk brød til morgenmad eller frokost, men ikke har noget på lager.
Jeg har lige fået en mikro for første gang i mit liv. De ryger på listen, hvis jeg står i akut brød mangel en dag.
– A
En personlig betragtning som ikke gælder for alle er, at det ikke er brød. Det smager sikkert godt med smør og ost, hvilket er positivt, hvis du ikke tåler gluten, men jeg klare mig uden.