Lagkage med chokolademousse, kaffemousse, Kahlua og Monsters Inc.
For nogle måneder siden hjalp et vennepar mig, da jeg skulle forberede surprise-fødselsdag for gemalen. I den forbindelse fik de et gavekort af mig på en hjemmelavet kage, som de selv måtte bestemme, hvornår de ville indløse. Jeg blev derfor spurgt for en uge siden, om jeg kunne lave en lagkage til i dag, eftersom den ene havde fødselsdag – og selvfølgelig kunne jeg det!
Jeg havde godt nok ikke meget tid at løbe på, da vi ikke var hjemme i går, og jeg skulle direke fra arbejde til træning og derefter hjem for at hente lagkage og så af sted til fødselsdag! Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at bage lagkagebundene denne gang, men da de eneste bunde, man kunne få hos bageren i Kvickly i lørdags, var temmelig små, så endte jeg med at bage en portion bunde søndag morgen, inden vi skulle af sted. Jeg lavede så fyldet til lagkagen, da vi kom hjem i går aftes og smækkede den sammen og satte den i køleskab, inden jeg tumlede i seng. Derfor var det kun pyntningen af lagkagen, som jeg skulle tænke på i dag.
Men først – en præsentation af indholdet. Jeg valgte dette fyld, da fødselaren ikke er så meget til traditionelle lagkager og i øvrigt ikke vil have en så sød smag, så jeg holdt mig til fyld med lidt ‘mørkere’ smag, og jeg endte med at være godt tilfreds med resultatet.
Lagkage – tema: Monsters Inc.
12-14 personer
En portion lagkagebunde bagt i en stor springform og delt i tre bunde
½ l piskefløde
100 g mørk chokolade
2 tsk nescafé
2 håndfulde valnødder
2 spsk flormelis
1 dl kahlua
3 spsk nutella
Fløden piskes til skum. Halvdelen tages fra og blandes med nescafé, der er pulveriseret grundigt inden. Flormelis blandes i.
Den halvdel blandes med chokoladen, der inden er smeltet i mikrobølgeovn eller over vandbad. Pas på, at chokoladen ikke er varm, når den blandes med flødeskummet.
Den nederste bund smøres med kaffemoussen, og valnødderne hakkes, inden de hældes over. Den næste bund dryppes med kahlua på den ene side, inden den vendes om og lægges oven på kaffemoussen. Nutellaen opvarmes kort i mikrobølgeovn eller i gryde, så den bliver mere flydende, inden den smøres oven på bunden. Chokolademoussen fordeles på den. Dryp den sidste bund med kahlua, inden den vendes og lægges øverst på lagkagen. Pres forsigtigt oven på lagkagen, så fyldet fordeles jævnt, og kagen bliver lidt mere tæt. Sæt den i køleskabet natten over.
Jeg var lidt i tvivl om, hvordan kagen skulle pyntes, men mens jeg var til træning, fik jeg en ret fjollet idé (det er nu skønt at få ideer til mad, mens man træner), som jeg valgte at føre ud i livet.
Pynt:
1/4 l piskefløde
50 g mørk chokolade
blå konditorfarve
2 valnødder
2-3 spsk flormelis
3 små chokoladebægre
legetøj
Fløden blandes med nogle dråber frugtfarve og piskes til skum. Skummet fordeles jævnt ud over kagen, og den drysses oven på med hakket chokolade (den hakkede chokolade kan også blandes med fyldet aftenen inden – hvis man altså husker det…). Herefter fisker man nogle figurer fra Monsters Inc. frem fra gemmerne (sådan noget har rigtige legebørn selvfølgelig på lager) og sætter på kagen. Flormelis og frugtfarve blandes til tyktflydende glasur. De to valnødder knuses og hældes i det ene bæger, og lidt af glasuren hældes over, så det ser ud som om, at bægret er fyldt. I et andet bæger hældes noget af glasuren ned i, og bægret vippes, så noget af glasuren vælter ud over kagen. Det sidste bæger knuses, fordi det er sjovt, og fordi monstrene selvfølgelig har hærget rundt på toppen af kagen.
Ok, nu er det over min sengetid, og jeg har brugt min rate for fjol for de næste par dage.
Ps. Konditorfarven er købt i supermarkedet. Den farver sindssygt meget, så pas på med ikke at bruge den på overflader, duge mm., som er stærkt modtagelige overfor farve.
Pps. Fødselaren blev 42 år og blev glad for kagen – bare fordi ens cpr-nummer indikerer, at man er voksen, kan man vel stadig være et legebarn?
Wauw, hvor er den flot – din lagkage Monsters Inc. Du burde være konditor, eler er du konditor?
Og den blå farve gør den jo fortryllende anderledes! Jeg håber, dine venenr blev glade for den 😉
Hold da op hvor er den kage altså fantastisk…Super sej..
Dét er fandme en sej kage 🙂
Hvor er den cool 🙂
Årh hvad, det ser godt ud. Jeg bliver helt sulten.
Madame – Nej, det er jeg dog ikke, men tusind tak for de pæne ord 🙂
Vennerne blev glade for den, men den var nu noget anderledes, end de forventede – heldigvis ikke til den dårlige side så vidt jeg forstod 😉
Mrs Cakeaholic – tak for det! En eller anden dag, når jeg er rigtig overmodig, så vil jeg også prøve at lave de flotte blomster, som du har lavet 😉
Den grønne pige – hæhæ, tak skal du have! 🙂
Pernille – tak for det, ja, den er i hvert fald iøjnefaldende 😉
Sif – tak for det! Kager er også noget nær det eneste, man kan slippe af sted med at farve blåt – og det stadig virker appetitligt. Jeg overvejer at lave kartoffelmos til aften, og jeg er ikke sikker på, at gemalen vil spise det, hvis jeg farver det blåt… 😉
Jeg ELSKER Monsters Inc. GUD hvor er du kreativ. I LIKE! Super sej – kan godt forstå at fødselaren var glad. Fantastisk. Skulderklap herfra. 😉
Frk. Bibo – taktak, nu bliver jeg helt forlegen! 😀
Ps. Monsters Inc. er min yndlings-Pixarfilm 😉
Aj, hvor en skøn kage!
Og den smagssammensætning lyder helt fantastisk. Chokolade, kaffe og kahlua – det ville jeg gerne sætte tænderne i.
Hanne – tak for det! Jeg har lavet forskellige variationer over den sammensætning før, og det plejer at være et hit! Man skal dog være opmærksom på, at kagen godt kan blive noget mere solid med den type fyld (set i forhold til frugtmousser, som jeg ofte bruger i lagkager), så man skal være lidt forsigtig med størrelsen af kagestykkerne 🙂
Hæ hæ, totalt sej kage der 🙂
Jeg elsker mad med humor!
Klidmoster – tusind tak 🙂
Ja, jeg må indrømme, jeg har det på samme måde – man kan jo lige så godt få lidt sjov ud af det 😉
Hold op hvor er det en sej kage 😀
Men hvor har du fået chokolade bægerne fra? Det er jo en vildt god ide 😀
Hej Sabrina!
Tak for komplimentet 🙂
Jeg mener, jeg købte dem i enten Fakta eller Netto. Tror desværre, at det var et af deres spottilbud, for jeg mener ikke, jeg har set dem siden :-/