Knödel med spinat
Jeg har lavet knödel med spinat, for knödel er nemlig østrigsk klassiker. Det er en slags kogte dumplings, der typisk er lavet på kartofler, brød og hvedemel. De findes dog i mange varianter, og da jeg fandt en opskrift på knödel med spinat i mit lille papirarkiv, skulle jeg naturligvis lave det i anledning af månedens benspænd.
I den oprindelige opskrift fra Familiejournalen indgår der friske spinatblade, men jeg brugte selvfølgelig frossen spinat (på grund af årstiden), som jeg tøede op. Derudover brugte jeg lidt rasp i stedet for hvedebrød, og så tilsatte jeg mere hvedemel, da jeg syntes, at kartoffeldejen ellers blev for blød.
Knödel med spinat
2 personer
300 g skrællede kartofler, gerne melede
150 g frossen spinat – optøet og drænet
½ dl rasp
1 æg
1 dl friskrevet hård ost – for eksempel Vesterhavsost eller parmesan
½ tsk muskatnød
salt og peber
2-2½ dl hvedemel
Kog kartoflerne i usaltet vand, indtil de er helt møre. Imens pisker du æg og spinat sammen med raspen og lader det trække.
Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem køle lidt af, inden du moser dem grundigt. Rør derefter æggeblandingen i sammen med ost. Tilsæt muskatnød, salt, peber og 1 dl hvedemel. Rør det sammen og tilsæt mere mel, mens du rører. Du skal have en blød dej, der kan formes til kugler. Jeg brugte 2 dl, og jeg syntes, at mine knödel med spinat blev lige en anelse for bløde. Mængden af mel afhænger dog af, hvor meget stivelse der er i kartoflerne.
Hæld vand i en stor gryde sammen med lidt salt og varm det op. Form 8-10 kugler af dejen – put evt. lidt rapsolie på fingrene inden. Kog tre-fire kugler ad gangen. Lad dem koge, indtil de flyder op til overfladen + et par minutter mere. Tag dem op med en hulske. Kog resten af dine knödel på samme måde.
Slut af med at drysse lidt fintreven ost over dem lige inden servering.
Knödel med spinat kan spises som tilbehør, men vi valgte at kombinere dem med lidt chilisauce og spise dem som vegetarret.
Note: Jeg kan godt lide de saftige knödel med spinat, selvom jeg skulle bruge mere hvedemel end forventet. Kan klart anbefales!
Vil du prøve at lave klassisk knödel, så tjek min opskrift på knödel fra dengang, hvor jeg havde tysk benspænd.