Kanin i øl og hindbær
Da jeg spurgte min belgiske ven om inspiration til mit belgisk mad-benspænd, så nævnte hun blandt andet kaninretter, og jeg researchede videre, opdagede jeg, at belgiere blandt andet tilbereder kanin i øl! Rigtig spændende men også lidt af en udfordring, for kaninkød er ret svært at få fingre i her i Danmark, og når jeg en sjælden gang støder på det, så koster det spidsen af en jetjager. Men! For nylig opdagede jeg ved et tilfælde, at den lokale Irma havde pakker med ½ kanin i til den nette sum af 68 kr, så jeg skyndte mig at købe den sidste pakke. Jeg ved ikke, om det var et særtilbud, men det må jeg undersøge, næste gang jeg kommer i butikken.
Jeg så på flere forskellige opskrifter på internettet, da jeg ville se, hvordan belgierne foretrak at tilberede kanin i øl, og jeg så, at det ikke alene var populært at lave kanin i sur øl (!) – men også at lave kanin i … kirsebærøl! Nu var jeg jo for nylig forbi Ølbutikken for at købe belgiske øl, og her købte jeg en sur hindbærøl (jeg var tæt på at købe den kirsebærøl, der stod lige ved siden af), så jeg tænkte, at den måtte være lige så god – måske endda bedre?
Jeg kiggede på en lang række opskrifter på internettet men endte med at skele mest til an endless banquet. Jeg lavede dog en række ændringer – den vigtigste var at bruge hindbærøl og hindbær i stedet for Kriek og kirsebær.
Kanin i øl og hindbær
2 personer
½ kanin, skåret i 3-4 dele
salt
2-3 dl sur hindbærøl – jeg brugte Framboise Girardin
25 g smør
lidt hvedemel
1 løg, skåret i tern
2 gulerødder, skåret i skiver
2 tsk timian
3 dl tør hvidvin
1 dl hindbær
1-2 spsk solbærgelé
Gnid kaninstykkerne med salt og put dem i en frostpose sammen med hindbærøl. Luk posen og sørg for at vende den rundt, så øllet fordeles ud over kaninkødet. Læg posen i køleskabet i fem timer.
Tag kaninkødet ud af posen og sørg for at gemme hindbærøl-lagen! Dup kaninstykkerne tørre og vend dem i hvedemel. Smelt halvdelen af smørret i en gryde og brun kaninstykkerne. Tag dem op og smelt resten af smørret, inden du steger løgternene bløde i det. Tilsæt gulerødderne og steg dem ved mediumvarme i fem minutter. Tilsæt derefter kaninkødet, timian, hindbærøl-lagen og hvidvin. Læg låg på gryden og lad retten simre i 30-40 minutter. Tilsæt hindbær og solbærgelé og lad det simre i yderligere fem minutter. Smag til med salt og peber.
Servér sammen med stegte kartoffelbåde og evt. salat. Husk at drikke hindbærøl til!
Note: Kanin i øl smager overraskende godt. Jeg var lidt spændt på, hvordan hindbærøllet ville fungere sammen med kaninkødet, men det gik fint sammen, og så var jeg imponeret over, hvor hurtigt kaninkødet tog smag af øllet. Allerede da jeg brunede kaninkødet, kunne jeg dufte hindbærøllet, som det var marineret i, og det gav også en fin sødme til det milde kød.
OBS – jeg havde væde til overs fra retten (så meget sauce bruger man trods alt heller ikke til kartoffelbåde), så den har jeg frosset ned. Så kan den bruges som base til en god, fyldig sauce, som jeg vil lave i weekenden, hvor den står på flæskesteg 🙂
Hvis du ikke kan skaffe en sur hindbærøl, så foreslår jeg, at du i stedet forsøger at skaffe en sur øl og derefter tilsætter nogle hindbær, når du marinerer kaninen.