Jordbær cheesecake – New York stil

Jordbær cheesecake – New York stil

I går var vi til svigermors fødselsdag, og jeg havde tiltusket mig opgaven mht. at medbringe fødselsdagskage. Januar er jo ofte noget af en grå og trist affære, hvor man drømmer om sol og sommer, og jeg fik derfor lyst til at finde lidt af sommerforrådet frem fra fryseren – nemlig gode, danske jordbær fra i sommers – så jeg kunne lave en jordbær cheesecake.

Jeg har før lavet en blåbær cheesecake, som vakte lykke den sommerdag for nogle år siden, hvor den blev serveret, så hvorfor ikke gentage succesen med en jordbærversion? Denne jordbær cheesecake er justeret en smule i forhold til den oprindelige opskrift. Jeg udskiftede selvfølgelig blåbær med jordbær og bugte lidt flere bær i denne version, ligesom jeg undlod nødder i kiksebunden. Er du mere interesseret i en traditionel jordbær cheesecake – dvs. ligesom den klassiske ostekage med gelétopping, som var ret populær i 80’erne – så tjek denne opskrift på jordbær cheesecake.

Jordbær cheesecake

8-10 personer

200 g digestive kiks, let knuste
75 g hvid chokolade, hakket
100 g smør, smeltet og afkølet lidt
400 g flødeost naturel
500 g creme fraiche 18%
150 g rørsukker
2 æg
2 tsk vaniljepulver

Put kiksene i en frostpose og knus dem med hånden eller en kødhammer. De behøver ikke at være helt pulveriserede. Hak chokoladen og hæld det i en skål sammen med de knuste kiks. Bland det godt, inden du hælder det smeltede smør over og rører det sammen. Hæld blandingen i en smørsmurt springform (jeg brugte en på ca. 28 cm i diameter) og pres det godt sammen. Kom flødeost, æg, 80 g sukker og halvdelen af vaniljepulveret i en skål og pisk det godt sammene. Hæld det over kiksebunden og sæt springformen i en forvarmet ovn (ikke varmluft) ved 190 grader i ca. 20 minutter.

Tag kagen ud af ovnen og lad den køle lidt af. Lad ovnen være tændt. Bland creme fraiche med resten af sukkeret og vaniljepulveret. Hæld det ud over kagen og stil den tilbage i ovnen i endnu 10 minutter. Lad kagen køle lidt af, inden den sættes i køleskab i ca. 6-8 timer eller natten over.

Jordbærkompot:
500-600 g jordbær, friske eller optøede
½-1 dl rørsukker
2-3 tsk majsstivelse

Hæld jordbær og rørsukker i en kasserolle. Lad det koge op, skru lidt ned og lad det simre i fem minutter. Smag evt. til med sukker. Hæld lidt af jordbærvæden over i en lille skål og rør majsstivelsen ud i det, så det er en jævn, tynd masse. Rør det i jordbærrene og lad jordbærkompotten simre videre et par minutter mere. Tag kasserollen af varmen og lad kompotten køle af. Hæld det over cheesecaken og stil kagen tilbage i køleskabet. Lad den trække i 3-4 timer inden servering. Husk at tage kagen ud af køleskabet en halv time før.

Note: Denne jordbær cheesecake var – heldigvis – et stort hit til fødselsdagen. Jordbærrenes sommersødme er lige, hvad man trænger til på denne årstid, og cheesecake er jo altid godt. Du kan selvfølgelig også lave andre versioner af denne jordbær cheesecake, hvor du udskifter jordbærrene med andre bær eller frugter.

jordbær cheesecake, cheesecake, ostekage, jordbærkage, kage, dessert, New York-stil, New York-style, Digestive kiks, hvid chokolade, chokolade, smør, æg, flødeost, rørsukker, vanilje, creme fraiche, jordbær, majsstivelse


8 thoughts on “Jordbær cheesecake – New York stil”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *