Japansk suppe med nudler og oksekød
Japanerne kan godt lide suppe, så selvfølgelig skal jeg også lave en japansk suppe, når jeg har japansk mad-benspænd! Og det bliver næppe den eneste – jeg har i hvert fald planer om at eksperimentere med flere supper i løbet af de næste par uger. Det var ellers ikke supperne, jeg var mest begejstret for, da jeg var i Japan for en række år siden. Jeg er mest til fyldige supper – gerne tykke grøntsagssupper – og de supper, jeg prøvede i Japan, var ret vandede. Men men… nu findes der heldigvis også japanske supper, hvor der er godt med fyld, og så ved jeg, at jeg også kan lokke suppeskeptikeren i huset til at prøve dem.
Jeg fik inspirationen fra en opskrift på japansk suppe med nudler og oksekød i ‘EASY japansk kogebog’. Jeg udelod shiitake-svampe og justerede på en række af målene i opskriften. Derudover kunne jeg ikke finde ramennudler i det asiatiske supermarked, jeg købte ind hos, så jeg brugte udonnudler i stedet. Det gjorde mig dog ikke noget – udonnudler har en dejlig ‘mouth feel’.
Japansk suppe med nudler og oksekød
2 personer
200 g ramennudler eller udonnudler
7 dl kraftig kyllingebouillon – gerne hjemmelavet
2 fed hvidløg, hakkede
1 stykke frisk ingefær, der er ca. 1½ x 3 cm
0,75 dl soya
2 spsk sake
½ pak choi, skåret i tynde strimler
150-200 g oksefilet, skåret i tynde strimler
rapsolie til stegning
salt og peber
ekstra soya når du skal smage til
Kog nudlerne efter anvisningerne på pakken (dem, jeg brugte, skulle ikke koges – kun opvarmes med kogende vand).
Hæld bouillon i en kasserolle sammen med hvidløg og ingefær. Lad det simre i 10 minutter og tag så ingefæren op. Tilsæt soya og sake og smag til.
Hæld olie på en pande og svits pak choi i 1-2 minutter. Tag det af panden, hæld lidt mere olie på og svits nu kødet i 2-3 minutter. Smag til med salt, peber og soya.
Fordel nudlerne i to skåle og hæld den varme suppe over. Fordel først pak choi og dernæst oksekød over og tadaaa – du har en japansk suppe med nudler og oksekød.
Note: Dette er en dejlig enkel japansk suppe, hvor der samtidig er godt med fyld, man kan tygge på. Selv gemalen, der ikke er så meget til suppe, nød den!
Ej hvor ser det lækkert ud
lifestylexblogger.blogspot.dk
Tusind tak 🙂