Hvidløgssuppe med muslinger

Hvidløgssuppe med muslinger

Jeg har holdt en lille pause fra månedens dåse-benspænd, men nu er jeg tilbage med en hvidløgssuppe med muslinger. Og muslingerne er naturligvis fra dåse.

Jeg fandt nemlig danske hjertemuslinger på dåse, og det lød spændende. Efter lidt grublen valgte jeg at kombinere dem med en mild hvidløgssuppe, for jeg tænkte, at det ville fungere fint som en let forret.

Inspirationen til suppen fik jeg fra en opskrift på græsk hvidløgssuppe, som jeg havde fra et gammelt dameblad. Jeg lavede dog en del ændringer i forhold til den originale suppe, så den passede bedre til muslingerne.

Hvidløgssuppe med muslinger

2 personer

6 store fed hvidløg
lidt vand til kogning
lidt olie til stegning
3 dl grøntsagsbouillon
1 spsk fiskesauce
salt og peber
lidt citronsaft
1 spsk græsk yoghurt eller fløde
1 dåse hjertemuslinger, drænede
lidt frisk timian til pynt

Pil hvidløgene og læg dem i en lille kasserolle med vand, der lige akkurat dækker hvidløgene. Kog dem med låg på, indtil de er møre – det tager 7-10 minutter afhængige af, hvor tykke hvidløgene er. Hæld vandet fra dem og lad dem køle lidt af, inden du moser dem med en gaffel.

Hæld olie i en lille kasserolle og svits de mosede hvidløg ved mediumvarme et minuts tid. Hæld grøntsagsbouillon i sammen med fiskesauce og lad det simre et kvarters tid ved lav varme. Tag kasserollen af varmen og si hvidløgene fra. Hæld lidt af suppen over i en skål og pisk græsk yoghurt eller fløde ud i det. Hæld det tilbage til resten af din hvidløgssuppe og smag den til med salt, peber og citronsaft.

Hæld lidt olie på en pande og svits hjertemuslinger i ca. 30 sekunder. Tag panden af varmen.

Fordel suppen i to små skåle og læg muslingerne i midten af hver skål. Drys lidt frisk timian over og servér med det samme. Du kan eventuelt servere lidt friskbagt kuvertbrød til.

Note: Det er en mild hvidløgssuppe, hvor den græske yoghurt/fløde lægger en lille dæmper på hvidløgssmagen, så den ikke bliver for kraftig. Citronen og timianen går også godt sammen med det små hjertemuslinger.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *