Hvide asparges med mayonnaisecreme og røget makrel

Hvide asparges med mayonnaisecreme og røget makrel

Det er bare om at nyde de lækre asparges, mens de er til at få, så i går tryllede jeg en hurtig ret frem af hvide asparges, røget makrel samt en mayonnaisecreme, som jeg fandt inspiration til, da jeg kiggede hos opskrifter.dk. I den oprindelige opskrift er der en trøffelcreme, hvor du skal bruge trøffelolie, men jeg huskede forkert og havde kun en svampeolie (købt i udlandet), så jeg improviserede. Samtidig benyttede jeg lejligheden til at reducere oliemængden og bruge mere sennep end i den oprindelige opskrift. Cremen kan godt strækkes, så denne portion kan bruges til 3-4 personer – det afhænger af, hvor glad du er for mayonnaisecreme.

Hvide asparges med mayonnaisecreme og røget makrel

2 personer

500 g hvide asparges
salt
1 røget makrel
3 kogte æg
purløg

Creme:
1 æggeblomme
salt og peber
½ dl god olivenolie
½ spsk hvidvinseddike
½ spsk svampeolie
1 spsk creme fraiche 18%
1 tsk stærk dijonsennep

Skræl de hvide asparges, knæk den nederste del af hver stængel og damp dem i letsaltet vand i nogle minutter. Sørg for at tage de hvide asparges op af gryden, mens de stadig har lidt bid.

Pisk æggeblommen grundigt med lidt salt og peber i et par minutter. Tilsæt en lille bitte smule olie, pisk igen, tilsæt lidt olie, pisk igen og så videre, indtil massen har optaget al olien. Gå forsigtigt frem, så mayonnaisen ikke skiller. Rør de resterende ingredienser i – én ad gangen – og smag til med salt, peber og dijonsennep.

Anret de lune hvide asparges på to tallerkner og hæld 1-2 spsk creme over den brede ende af stænglerne. Hak de kogte æg og læg dem oven på cremen og findel makrelkødet. Læg de små stykker røget fisk oven på æggene og drys hakket purløg over.

Note: En fin og let måde at få både hvide asparges og fisk på – frisk og sommerlig og ret mættende. Cremen kan du som sagt godt bruge mindre af, og når det kommer til stykket, syntes jeg ikke, at svampeolien påvirkede smagen synderlig meget, så den kan du også udelade.



18 thoughts on “Hvide asparges med mayonnaisecreme og røget makrel”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *