Hjertemuslinger med snackpeber og pasta

Hjertemuslinger med snackpeber og pasta

Jeg sparker månedens benspænd i gang med denne enkle ret med hjertemuslinger, som jeg lavede til frokost tidligere på ugen. Jeg har ikke eksperimenteret så meget med muslinger før, for de er ikke helt lette at få fat på her i byen, men så er det godt, jeg kan tage forbi Torvehallerne. Det er muligt, at priserne ikke er på Aldi-niveau, og at der er riiiigelig med søde sager derinde, men når det så er sagt, så er jeg glad for, at jeg kan finde så mange specialiteter samlet på ét sted – og så har jeg i øvrigt flere gange fundet råvarer til en væsentlig bedre pris end hos mine lokale slagtere m.m. Nåja – og her i maj måned er der kommet en række grønthandlere på udendørsarealet, så der er også kommet langt mere torvestemning.

Men tilbage til de bette hjertemuslinger, som jeg købte med hjem. Jeg havde købt et lille net – jeg vil gætte på, at det var på ca. ½ kg – og jeg sørgede for at skylle mine hjertemuslinger grundigt af flere omgange, så havvand og sand blev skyllet af. Åbne muslinger og hjertemuslinger med ødelagte skaller blev sorteret fra. De resterende hjertemuslinger blev skrubbet med en børste, og så var de klar til madlavningen!

Hjertemuslinger med snackpeber og pasta

2 personer

1 snackpeber, skåret i små tern
olivenolie
2 fed hvidløg, pressede
½ kg hjertemuslinger, rensede
2 dl hvidvin
en smule fintrevet pecorino eller parmesan
pasta
saften fra en halv citron
salt og peber

Snackpeber og hvidløg svitses kort i olivenolie på en sauterpande, inden hjertemuslinger tilsættes. Vend dem nogle gange på panden og hæld så hvidvin over og læg et låg på. Lad muslingerne dampe nogle minutter. Kog imens noget lækker pasta – jeg brugte bornholmsk basilikumspasta, som jeg købte i Torvehallerne. Vend den kogte pasta i citronsaften og en smule olivenolie og anret det på en tallerken. Drys lidt fintrevet ost over sammen med lidt salt og peber og anret hjertemuslinger og snackpeber oven på.

Note: Det er en smuk servering, men også en kende upraktisk når man skal sidde og pille skallerne ud af retten, inden den spises. Ikke desto mindre smagte den ganske godt, og hvis du vil pifte den endnu mere op, vil jeg foreslå dig at bruge lidt frisk chili eller evt. lidt chilipulver sammen med dine hjertemuslingeri den. Bare en lille smule så du ikke overdøver muslingerne helt.



6 thoughts on “Hjertemuslinger med snackpeber og pasta”

  • Smukt ser det ud – hjertemuslinger er bare lækre!
    Godt tip med lidt chili der(jeg ville måske også tilføje en klat smør), men som du er inde på er det sarte smage man er ude i, så man skal passe på med at overdøve muslingerne. 🙂

    • Mange tak! Ja, de er små og fine – normalt elsker jeg at putte masser af krydderier i maden, men her gik jeg forsigtigt frem, så muslingerne stadig kunne komme til deres ret 🙂

  • Der blev jeg lige sendt tilbage til en ferie i Italien. Der fik jeg den lækreste pasta med bla hjertemuslinger. Mums det var lækkert. Ja det er lidt upraktisk med skaller, men også meget hyggeligt 😉
    Jeg må og skal da bare snart ind til torvehallerne !!

    • Sådan en lille ferietur er nu heller ikke dårlig, selvom den kun foregår i tankerne 😀

      Ja, kan du så komme af sted 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *