Grønkålssalat med soltørrede tomater og gedeost
Denne grønkålssalat er et godt eksempel på, at en salat sagtens kan udgøre et måltid i sig selv – meeen nu er der jo også brugt kål i den, og det mætter langt mere end romaine salat og iceberg salat 😉
Salaten var samtidig også en fin anledning til at rydde godt op i køleskabet, for nu skal jeg til at købe flere sommergrøntsager, så det er sidste opskrift med grønkål på denne side af sommerferien!
Grønkålssalat med soltørrede tomater og gedeost
2 personer
2 store grønkålsblade
2-3 spsk olivenolie
lidt honning
ca. 10 soltørrede tomater (der har ligget i olie)
½ lille rødløg, finthakket
en kugle blød gedeost, skåret i mindre stykker
1 dl cashewnødder, grofthakkede
salt
Vask grønkålen, hak den og put den i en skål. Hæld kogende vand over og lad kålen trække i to minutter. Hæld vandet fra og kram kålen godt et øjeblik, inden du putter kålen i en anden skål. Hæld olie og honning over og ælt/kram det ind i kålen. Hak tomaterne og vend dem i kålen sammen med rødløg, gedeost og cashewnødder. Smag til med salat.
Servér din grønkålssalat som den er – evt. med lidt brød til – eller brug den som tilbehør til en kødret.
Note: Fyldig og mættende salat, som også faldt i god jord hos gemalen. De saftige soltørrede tomater gik særdeles godt sammen med rødløg og gedeost, så retten nærmest fik et græsk islæt.