Gazpacho
I forbindelse med madpakke-benspændet har jeg tænkt på, at det burde være muligt at lave en suppe, man kan tage med på arbejde eller studie og som ikke kræver opvarmning – og pludselig kom jeg i tanke om den spanske klassiker, gazpacho. Det er en kold tomatsuppe, som ikke blot egner sig fint til madpakken (så længe du har adgang til et køleskab), men som også er dejlig frisk og læskende her om sommeren. Jeg har før brugt den som frokostret og som forret.
Gazpacho bliver selvfølgelig bedst med supermodne hjemmeplukkede tomater, men da vores tomatplanter endnu nægter at diske op med tomater (de lader mig sikkert vente helt til august, som de plejer), så brugte jeg økologiske tomater i stedet. Jeg ‘snød’ og blendede nogle af tomaterne (deraf skummet på billedet), men skal du følge den oprindelige måde at lave gazpacho på, så maser/moser du tomaterne i en stor morter. I den traditionelle gazpacho putter du som regel også revet, daggammelt brød i suppen, men det undlod jeg.
Gazpacho
1 person – eller som forret til 2 personer
300 g friske modne tomater
1-2 skalotteløg, skåret i meget små tern
1-2 fed hvidløg, pressede
1-2 spsk olivenolie
1 dl rød peberfrugt skåret i små tern
salt
evt. hvidvinseddike
Topping:
agurk skåret i små tern
Skær tomaterne i små tern og mos halvdelen af dem til en lind mos (eller blend dem kortvarigt). Bland tomater, løg, hvidløg, olienolie og peberfrugter i en skål. Stil skålen i køleskabet i mindst fire timer eller evt. natten over. Smag din gazpacho til med salt og hvidvinseddike inden servering. Top suppen med agurketern. Du kan evt. kombinere din gazpacho med brød – for eksempel pestosnegle eller et stykke olivenbrød.
Kan den spises med én hånd? – Ja, men husk en ske!
Skal den opbevares på køl? – Ja.
Kan den laves dagen før? – Ja.
Gazpacho er det skønneste. Jeg kan spise det temmelig ofte – og så ofte, at min mand undrer sig, men jeg har altid haft noget med tomatsuppe, så da jeg blev introduceret for gazpacho (anden udgave end din – også uden brød), var jeg solgt.
Det smager også dejligt med bagt hvidløg til.
God idé med de bagte hvidløg – det vil jeg overveje at prøve. Jeg har blandt andet brugt suppen under en ferie sydpå, hvor temperaturerne sneg sig op på 34 grader – så var det rart med en kølig suppe til frokost 🙂