Ezme – krydret tyrkisk salat
Gemalen og jeg nød denne lækre ezme til frokost en af de varme sommerdage i starten af måneden, hvor den blev nydt sammen med fladbrød og hummus.
Jeg hentede inspiration fra en opskrift på ezme fra bloggen Dejligt, som fuldt ud lever op til navnet – det er en virkelig dejlig blog med masser af inspiration til tyrkiske retter! Den kan jeg godt anbefale. Jeg justerede på nogle af mængdeforholdene, og så erstattede jeg granatæblesirup med almindelig sirup. Jeg opdagede desuden, at jeg var løbet tør for sumak, så jeg brugte lidt citronsaft i stedet til at give lidt syrlighed.
Ezme – krydret tyrkisk salat
2 personer
125 g små tomater, skåret i tern
et lille rødløg, finthakket
1 grøn peberfrugt, skåret i meget små tern
½ dl bredbladet persille, finthakket
1 spsk mynte, finthakket
1 fed hvidløg, presset
1 tsk chiliflager
1 tsk sumak eller lidt citronsaft
2 spsk olivenolie
salt
Bland alle ingredienser undtagen salt og citronsaft, som du bruger til sidst, når du smager til. Lad salaten trække et kvarters tid, så smagen ‘samler sig’, og servér så din ezme.
Note: Ezme er en lækker salat med masser af smag. Den skal helst være ret stærk, men jeg holdt mig til den mediumstærke udgave, så vær forberedt på, at denne salat bider lidt! Du kan evt. servere en mild yoghurtdressing ved siden af.
Det lyder rigtig lækkert! Jeg kan vældig godt lide salat med masser af smag. Tak for anbefalingen – og også af bloggen Dejligt 🙂
Det samme her – den blev også nydt i fulde drag 🙂