Edderkoppe-småkager

Edderkoppe-småkager

Jeg kunne simpelthen ikke stå for disse edderkoppe-småkager, da jeg faldt over dem på nettet. Jeg har set dem flere steder, men det skulle være A Spicy Perspective, der lavede dem først.

Jeg tog udgangspunkt i hendes opskrift men justerede lidt på nogle af målene, så det passede bedre til danske måle-enheder. Smagen var ok men lidt tør i det, og derfor vil jeg foreslå en anden småkage-dej, hvis du har mod på at lave disse edderkoppe-småkager. Herunder har jeg brugt min opskrift på Santa’s Trash Cookies men udskiftet et par af ingredienserne med hakkede peanuts.

I bund og grund kan du variere selve småkagedelen en del, for det vigtigste er jo at forme selve ‘edderkoppen’ som pynt. Det var i øvrigt lidt af en udfordring, da jeg fandt ud af, at jeg ikke havde mere mørk chokolade på lager! (ja, jeg ved det – undskyld). Men heldigvis havde jeg lidt mørk pastafarve liggende, så jeg kunne farve den lyse chokolade lidt mørkere.

Edderkoppe-småkager

ca. 12 stk

75 g blødt smør
0,75 dl rørsukker
½ dl mørk farin
1 æg
1 tsk vaniljepulver
½ tsk bagepulver
et lille knips salt
2½ dl hvedemel
½ dl finthakkede peanuts
½ dl hakket mørk chokolade

Pynt:
12 Lindt’s chokoladekugler
mørk chokolade (til at tegne edderkoppeben)
24 sukkerøjne

Pisk det bløde smør med rørsukker og mørk farin i et par minutter. Tilsæt æg og pisk det til en cremet masse. Drys bagepulver, vaniljepulver og salt over og tilsæt hvedemelet. Pisk ingredienserne, indtil det bliver en smuldrende masse. Tilsæt dernæst peanuts og chokolade og ælt dejen sammen.

Form dejen i tolv lige store kugler, giv dem et let tryk og sæt dem så på en bagepapirbeklædt bageplade. Bag dem ved 160 grader i ca. 10 minutter, inden du tager dem ud og trykker en fordybning i hver kage (selvfølgelig ikke med tommeltotten, men find noget, der kan give en fordybning, som en chokoladekugle vil passe i). Bag dem derefter 10-15 minutter, indtil de er letgyldne i kanten. Lad dem køle af, indtil man ikke længere brænder sig på dem – men stadig så varme, at chokoladekuglerne vil klistre sig fast, når du trykker dem i hvert kagefordybning. Hvis du kommer til at vente for længe, kan du varme lidt af chokoladekuglen op (for eksempel tæt på et stearinlys) og trykke den bløde del ned i kagefordybningen. Pynt dine edderkoppe-småkager med lange ben (!) og sukkerøjne.

Note: Altså, de er jo ikke til at stå for. Det her er noget nær de eneste edderkopper, jeg gider at have indenfor.



2 thoughts on “Edderkoppe-småkager”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *