Deep Pan Pizza

Deep Pan Pizza

Da jeg besluttede mig for månedens benspænd – amerikansk fastfood – havde jeg oprindeligt planer om at lave mad fra Chicago, for så kunne jeg blandt andet lave deep pan pizza. Jeg indså dog hurtigt, at det benspænd var lige lovlig smalt til, at jeg for alvor ville få glæde af det, så det blev konverteret til nuværende fastfood-benspænd. Jeg havde dog nået at lave deep pan pizza – og derefter forlagt mine noter! Men men, de er heldigvis dukket op igen, så her kommer mine erfaringer med den dybe pizza.

En deep pan pizza er en dybere pizza end de italienske pizzaer, som laves med supertynd bund og få råvarer. Den amerikanske udgave laves i en dyb beholder – gerne et støbejernsfad – med en semityk bund, der gerne må få en sprød overflade ved bagningen. Og fyldet er der en del mere af, ligesom der er rå mængder af ost. Det klassiske fyld i en deep pan pizza er med en solidt tomatsauce og masser af ost, men den kan naturligvis varieres lige så meget som almindelige pizzaer.

Jeg skelede blandt andet til en opskrift hos How to Feed a Loon for at se, hvordan dejen bør laves. Jeg lavede dog en række justeringer, for jeg foretrækker blandt andet at bruge frisk gær. Fyldet blev dog en kødsauce, jeg har lavet før. Jeg fandt ud af, at den skal koges lidt mere ind, end jeg gjorde, for den var en anelse for flydende.

Deep pan pizza

4-5 personer

Dej:
10 g gær
2 dl håndvarmt vand
1 tsk salt
1 tsk rørsukker
80 g smør, smeltet
ca. 5 dl hvedemel

Fyld:
½-1 portion kødsauce – kogt ind, så den er lidt tør i det
5 friske mozzarellakugler
1 dl friskrevet parmesan eller pecorino ost

Hæld vandet i en skål og rør gæren ud i det. Tilsæt salt og rør godt rundt. Tilsæt derefter smørret og halvdelen af melet og rør det grundigt sammen. Tilsæt mere mel, indtil du har en god, smidig dej. Ælt den, til den er glat og dæk så skålen med et fugtigt klæde. Lad dejen hæve i 1½-2 timer.

Rul dejen ud på et meldrysset bord. Det mest optimale er, hvis du har et dybt støbejernsfad på 26-28 diameter, men det havde jeg desværre ikke, så jeg brugte en springform i stedet, som jeg smurte grundigt med smeltet smør. Jeg forede springformen med den udrullede dej, så dejen også beklædte et godt stykke op langs siderne.

Opvarm ovnen til 230 grader. Når den er opvarmet, skærer du mozzarellakuglerne i skiver og beklæder pizzabunden med dem. Fordel kødsaucen over dem og slut af med lidt ost på toppen.

Bag din deep pan pizza i 30-35 minutter, indtil dejen er gylden og fast i siderne. Tag pizzaen ud af ovnen og lad den hvile i ti minutter, så den lige ‘samler sig’. Pil forsigtigt siden af springformen af (brug viskestykke, så du ikke brænder nallerne) og servér pizzaen, som den er – evt. kombineret med en salat!

Note: Altså varm brød, smeltet ost og kødsauce fungerer jo altid godt sammen. Dejens overflade bliver desværre ikke så sprød, når man bare bruger en almindelig springform, da den ikke kan blive lige så varm som en støbejernsform.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *