Daube – fransk simreret

Daube – fransk simreret

Jeg er ved at nærme mig slutningen på det provencalske benspænd, og en af de sidste retter bliver den franske simreret, daube. Det er simremad baseret på oksekød, så det er faktisk en ret, jeg ikke kunne lave i løbet af juli. 1. august 2022 besluttede vi nemlig, at vi ville tage et helt år uden at købe oksekød (af hensyn til klimaet), og det har været en af de letteste udfordringer, jeg nogensinde har prøvet.

Men nu kunne vi godt købe det igen (uden at vi dog har savnet det), og så ville jeg udnytte, at jeg kunne lave daube.

Det er en ret, der minder en del om Boeuf Bourguignon, men udover at daube selvfølgelig laves med en anden rødvin end bourgogne, så laves den som regel på gulerødder, tomater, hvidløg, løg og oliven, som de er så glade for i Provence. Og sp tilberedes den helst i en daubiere. Meeen sådan en fætter har jeg ikke, så det blev i stedet i en solid gryde.

Som så mange andre simreretter så findes daube i et utal af varianter – både i forhold til ingredienser, men også om kødet skal marineres i et døgns tid inden, hvor mange timer retten skal tilberedes og så videre. Her er min version 🙂

Daube

4-5 personer

700-800 g oksebov
1 spsk hvedemel
smør til stegning
2 løg, skåret i både
2 fed hvidløg, pressede
3 gulerødder, skrællede og skåret i tykke skiver
70-100 g oliven, udstenede og skåret i skiver
1 spsk frisk timian
2 laurbærblade
½ dl hakket bredbladet persille
½ l fransk rødvin
1 dåse hakkede tomater
salt og peber

Fjern eventuelle sener og større fedtansamlinger på kødet og skær så kødet i store, mundrette stykker. Vend kødet i mel og brun det i en stor gryde en god klat smeltet smør. Tag kødet op og steg løg og hvidløg ved lidt lavere varme i et minuts tid. Tilsæt gulerødder sammen med oliven, timian, laurbærblade samt persille. Rør godt rundt og tilsæt kød, tomater og rødvin. Rør rundt og læg låg på gryden. Lad det simre i to timer.

Mens din daube simrer, koger du kartofler, så du kan lave kartoffelmos. Jeg var lidt doven og lavede en rustik udgave, hvor man skrubber kartoflerne men undlader at skrælle dem inden kogning. Derefter koges de møre i usaltet vand og moses grundigt, inden det røres sammen med nogle klatter smør samt en sjat mælk.

Når oksekødet er mørt, smager du retten til med salt og peber.

Servér daube med kartoffelmos og et drys hakket bredbladet persille.

Note: Daube er en skøn simreret, der også vil gøre sig godt i løbet af efteråret og vinteren. Du kan skære lidt ned på rødvinen og tilsætte lidt oksekøds- eller grøntsagsbouillon i stedet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *