Dadelboller

Dadelboller

Jeg havde lyst til at bage boller sidste weekend (så havde jeg også noget at putte under den skæreost, jeg lige havde købt), og vanen tro endte det med at blive et Stop Spild af Mad-projekt, eftersom jeg brugte en masse rester til det. Sådan er bagning tit hos mig – der ryger ofte en træt grøntsag, det sidste sjat mælkeprodukt eller den sidste rest mel i.

I dette tilfælde blev det til dadelboller, da jeg ryddede op fra julen, hvor jeg havde nogle meget bløde dadler, som trængte til at blive udryddet. Sammen med en sjat yoghurt og lidt mel udgjorde det pludselig en portion dejlige boller, der havde en tilpas balance mellem luftighed og tyngde.

Dadelboller

12-14 stk.

15 g gær
1 dl yoghurt naturel
4 dl lunkent vand
1 dl durummel
2 dl fuldkornshvedemel
1 spsk salt
10 dadler skåret i mindre stykker
1 tsk kanel
hvedemel for resten

Gæren opløses i det lunkne vand. Rør yoghurten i og derefter resten af ingredienserne efter tur og ælt dejen i mindst fem minutter – gerne ti. Den skal være smidig og fugtig. Læk den til med et fugtigt viskestykke og lad den hæve ved stuetemperatur et par timer, indtil den har nået dobbelt størrelse. Form dejen til boller og sæt dem på en bageplade dækket med bagepapir. Lad dem hæve i et kvarters tid, inden de bages ved 230 grader i ca. 15-18 minutter.

Note: Fuldkornsmelet gør, at disse dadelboller mætter langt mere, end hvis du blot laver dem på almindeligt hvedemel. Samtidig bliver de lidt mere morgenmadsagtige pga. dadlerne og kanelen, som giver dem smag og gør dem en tand sødere.



17 thoughts on “Dadelboller”

    • Lige et øjeblik – så finder jeg et par stykker frem fra fryseren. Husk at varme dem først 😀

    • Ja, det er faktisk ekstremt sjældent, jeg køber bagværk. Det er jo let og hurtigt at lave selv 🙂

  • Siden jeg nu har en æske dadler liggende (som jeg ikke aner hvad jeg skal bruge til – ved ikke engang om jeg kan lide dem!) er dette en oplagt mulighed for at få brugt nogle af dem. Det lyder virkelig lækkert med kanel og sådan.

    • Mange tak! Og så er det jo rart med sådan en lille bolle – også perfekt til dine madpakker hvis det er 🙂

  • Uhmmm, de ser bare lækre ud.
    Jeg har netop tænkt hvad jeg skulle bruge den sidste rest dadler til … og nu er jeg da ikke i tvivl, de ser bare super gode ud, til en skive ost og en klat appelsin marmelde.

    K.H
    Sofie

  • Uhm – sikke en skøn idé 🙂 Jeg købte den sidste pakke dadler i Føtex igår, da de var sat ned, men det er jo en stoooor æske 🙂 Såå, mon ikke jeg gør dig kunsten efter ligeså snart jeg kører død i dadelspisningen 😉 Jeg tror det 🙂

    • Det skal du bestemt være velkommen til! Dem, jeg havde købt, var lidt for bløde til mig, men de var til gengæld helt perfekte i disse boller 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *