Borstj eller borscht – russisk rødbedesuppe

Borstj eller borscht – russisk rødbedesuppe

Jeg er allerede godt i gang med månedens russiske benspænd, og den første ret, jeg kastede mig over, var naturligvis den russiske klassiker borstj (eller borscht som den oftest staves på engelsk). Hvis man nu skal være helt korrekt, så stammer borstj faktisk fra Ukraine og bredte sig bagefter til Rusland, og for at det ikke skal være løgn, så er borstj ikke nødvendigvis en rødbedesuppe. Betegnelsen borstj bruges om syrlige supper og behøver ikke nødvendigvis at indeholde rødbeder, men det er rødbedevarianten, der er verdenskendt.

Bortsj findes i utallige udgaver, men den kendte rødbedesuppe er ofte baseret på rødbeder, kødbouillon, løg, gulerødder, kål, kartofler og tomater. Den kan også indeholde fisk eller kød, men det er nu mest vegetarudgaver, jeg er stødt på, og da jeg også serverede denne borstj for en vegetar, så brugte jeg grøntsagsbouillon. Borstj kan serveres kold eller varm  men altid med en klat creme fraiche oveni.

De første gange, jeg fik borstj, smagte folk den til med vodka. Det har jeg ikke puttet i denne udgave, men serverede det ved siden af.

Borstj / borscht

4-5 personer

1 løg, skåret i tern
rapsolie
2-3 mediumstore rødbeder, skrællet og revet
1 dåse flåede tomater
2 gulerødder, revet
2 mellemstore kartofler, revne
1 l grøntsagsbouillon
vodka
saften fra en citron
salt og peber

Tilbehør:
Creme fraiche

Varm en sjat olie op i en stor gryde og tilsæt derefter løg. Steg dem ved mediumvarme, indtil de er bløde. Tilsæt dernæst rødbeder, gulerødder og kartofler. Lad det stege et par minutter under omrøring og tilsæt så tomaterne. Rør godt rundt og lad det stege et par minutter mere under omrøring, inden du tilsætter bouillonen. Lad det småsimre en times tid uden låg.

Smag til med salt, peber og citronsaft. Det sidste er vigtigt, da tomaterne giver en del sødme, og borstj skal helst have en vis syrlighed. Hæld gerne en sjat vodka i, hvis du har lyst – eller servér det ved siden af.

Servér din suppe sammen med en god klat creme fraiche – og gerne 18%.

Note: Sådan en portion rødbedesuppe er nu ikke så ringe endda! Du er naturligvis velkommen til også at servere lidt brød til, men da denne suppe var en del af en frokost med flere retter, så spiste vi den uden.

beluga vodka


2 thoughts on “Borstj eller borscht – russisk rødbedesuppe”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *