Trefarvet fletbrød

Trefarvet fletbrød

Jeg har desværre ikke nået så mange forskellige retter i forbindelse med mit pyntet mad-benspænd, men jeg nåede da blandt andet at lave dette festlige brød – nemlig trefarvet fletbrød. Jeg synes, at man kan gøre meget for at pimpe bagværket op, og her kan brød godt være lidt overset. Men man kan flette og forme det på alskens måder, ligesom man også kan give det en flot farve ved at bruge forskellige smagsgivere. Har for eksempel tidligere lavet rødbedeboller.

Trefarvet fletbrød

20-25 g gær
3½ dl lunkent vand
1 dl crème fraiche
1½ tsk salt
2 spsk rapsolie
3 dl hvedemel
6-7 dl ølandshvedemel
100 g optøet spinat, let drænet
1 tsk gurkemeje
Rapsolie til pensling

Rør vand og creme fraiche sammen i en skål og rør gæren ud i det. Tilsæt salt, rapsolie og almindeligt hvedemel og rør godt rundt. Tilsæt 3 dl ølandshvedemel og del den flydende dej i tre portioner – den ene må gerne være lidt mindre end de andre, da den skal tilsættes spinaten. Spinatdejen æltes sammen med 1-2 dl mel, indtil du får en blød og ikke for fast dej. Tag en af de andre portioner og ælt gurkemeje samt ½-1 dl mel i, indtil den får samme bløde konsistens. Den sidste dejklump ælter du blot sammen med ½-1 dl mel. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Rul derefter hver dejklump ud til en pølse, der er lidt længere end en bageplade. Flet dejpølserne til et samlet brød og læg det på en bagepapirbeklædt bageplade. Pensl dit fletbrød med rapsolie og bag det i ovnen ved 210 grader i ca. 25 minutter.

Note: Det er nu festligt med et flerfarvet fletbrød! Jeg har holdt mig til nogle milde smagsgivere, så du kan bruge brødet til næsten alt (måske knapt så meget til morgenmad, men i hvert fald til sandwiches eller som tilbehør til suppe).



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *