Tigerrejesalat

Tigerrejesalat

Hvis du trænger til lidt variation i madpakken eller på frokostbordet, så prøv denne tigerrejesalat, næste gang du skal smøre en sandwich.

Til denne tigerrejesalat vil jeg anbefale, at du køber de store MSC-mærkede rejer, som blandt andet Irma og Føtex sælger. Jeg mener, at det er vannemei-rejer, der er opdrættet under bæredygtige og miljøvenlige forhold.

Jeg brugte min tigerrejesalat som fyld i tortillas, men du kan også bruge den som fyld i sandwiches og burgere.

Tigerrejesalat

2 personer

150-200 g store rejer
saften fra ½ citron
½ tsk sød paprika
en kvart tsk røget paprika

en gulerod, revet
100 g champignons
smør
1 dl creme fraiche
1 tsk tørret dild
lidt cayennepeber eller chili
salt og peber

Pil rejerne og skær dem op, så du kan fjerne den tynde sorte tarm. Put rejerne i en lille skål og vend dem først i citronsaft og dernæst i de slags paprika. Stil derefter skålen i køleskabet en times tid. Rens svampene, skær dem i tynde skiver og steg dem møre i smør på en pande. Hæld svampene over i en skål. Smelt lidt mere smør på panden og steg rejerne. De skal kun have nogle få minutter, så de bliver møre uden at blive seje. Hak rejerne groft og vend dem i svampene sammen med creme fraiche, gulerod og tørret dild. Smag til med salt, peber og evt. lidt chili eller caynnepeber, hvis du gerne vil have en lidt stærkere tigerrejesalat.

Note: En letkrydret og lækker pålægssalat, som egner sig fortrinligt som fyld til tortillas, sandwiches og burgere. Hvis du lave denne tigerrejesalat om sommeren, så kan du overveje at putte enten finthakkede tomater eller agurk i – det tror jeg vil give et fint og frisk pift til retten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *