Stegt laks med hvid chokolade

Stegt laks med hvid chokolade

Jeg kan jo ikke have et chokoladebenspænd, uden at jeg også bruger chokoladen i det salte køkken, så det har jeg naturligvis gjort de sidste par dage. Og hvad er mere naturligt, end at kombinere hvid chokolade med fisk?

..
.
Hvad? Det synes du ikke?

Nå, men jeg kan fortælle, at det er faktisk en ret fræk kombination. Det er dog også meget vigtigt, at du bruger en hvid chokolade af god kvalitet og helst en, der ikke er så sød – ellers kan det hurtigt blive en vammel oplevelse. Mit bedste bud er Valrhona Opalys, for den er meget fin og mild i smagen. Den er i det hele taget min foretrukne hvide chokolade, og da den ikke er så sød, gør den sig rigtig godt i det salte køkken. Den portion, jeg brugte til denne ret, har Chokolade Compagniet været så venlige at donere, men chokoladen kan dog også købes hos bl.a. Mad & Vin – og muligvis også Irma.

Stegt laks med hvid chokolade

2 personer

2 stykker frisk laks
smør
salt og peber
½ pak choy eller evt. noget fintsnittet og krammet spidskål
60-70 g Valrhona Opalys
½ dl fløde
fintrevet skal fra øko-citron

Drys laksestykkerne med lidt salt og peber og steg dem ved middelvarme på en pande i en god klat smør. Fisken skal lige akkurat være gennemstegt, så den stadig er saftig og mør, når du skal spise den. Skær imens pak choy i fine strimler og svits dem kort i lidt smør på en pande. Smelt chokoladen forsigtigt sammen med fløden i en tykbundet gryde og smag til med citronskal og et lille knips salt.

Servér med det samme – evt. med et ekstra drys fintrevet citronskal over retten.

Note: Den milde, fede chokoladesauce går godt sammen med den saftige laks – især fordi chokoladesaucen har fået et citronpift og ikke bliver for fed og tung i smagen. Det er vigtigt at servere noget grønt til retten, og her valgte jeg den milde bladgrøntsag, pak choy, som jeg faldt over i supermarkedet. Du kan dog også vælge andre grønne grøntsager – så længe de blot er relativt milde i smagen, så de ikke overdøver fisken og saucen. Jeg blev fint mæt af portionen på tallerkenen, men har du en større appetit, så kan du evt. også servere lidt kogt båndpasta eller spelt til. Vær dog opmærksom på, at chokoladesaucen mætter rigtig godt – også selvom der ‘kun’ er 30-35 g til hver person.



12 thoughts on “Stegt laks med hvid chokolade”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *