Rosensirup

rosensirup, sirup, syltning, rosenblade, citroner, rørsukkerHer til aften har jeg lavet lidt forberedelser til i morgen, hvor vi får gæster. Lammekøllen ligger pt. og pønser i køleskabet – druknet i Ørbæk Blueberry Hill Ale, rødløg og salt. Jeg har absolut ingen anelse om, hvorvidt det er en god idé eller ej – men nu må vi se.

Desserten er også lavet, og her indså jeg, at indkøb sært nok ikke er min stærke side i denne uge. Da gemalen købte ind tidligere i dag, glemte jeg at notere fløde som en af de ting, der skulle hjembringes, og så var gode råd dyre, da jeg opdagede det midt i dessertlavningen! Heldigvis kunne han overtales til at suse forbi en 7-11 for at købe det, så nu er desserten også på plads.

Meeen… jeg har også overrasket mig selv og inden desserten lavede jeg – rosensirup! Jeg fik ideen fra en snak med en bekendt den anden dag, der spurgte, om rosenblade var giftige. Det fik mig til at google rosenblade i dag – sådan i madsammenhæng – og her faldt jeg over en opskrift på rosensirup på denne hjemmeside. I øjeblikket har vi rigtig mange roser, og det skulle da næsten udnyttes! Jeg har sjusset mig frem til målene herunder.

Rosensirup
rosensirup, sirup, syltning, rosenblade, citroner, rørsukker
170 g lyse rosenblade
7 dl vand
saften fra 1½ citron
350 g sukker

Skyl rosenbladene godt og meget grundigt, så insekter, planterester og lignende er væk, og hæld bladene i en gryde. Fyld vand op, så det lige dækker roserne. kog op og lad det simre i ca. fem minutter. Bland citronsaften i. Si rosenbladene fra og sørg samtidig for at si væsken gennem et dørslag med et par lag køkkenrulle, så evt. smådele er helt væk fra saften (et tefilter kan sikkert også gøre det). Rør sukkeret i, til det er opløst. Brug hvidt sukker, da rørsukker kan gøre siruppen grumset. Hæld på glas og put det i køleskabet.

Det skulle egne sig fint til is, over jordbær eller blandet med vand og serveret med masser af isterninger = rosenlimonade.

Note: Jeg er meget spændt på at prøve det – måske som rosenlimonade i morgen? Der skal muligvis lidt mere sukker i – det må jeg lige prøve en anden gang, hvor jeg forhåbentlig også kan prøve opskriften med mørkerøde roser!



19 thoughts on “Rosensirup”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *