Rødbedeterrine
Her får du opskriften på en smuk rødbedeterrine, du kan servere som forret – for eksempel nytårsaften. På billedet har jeg blot vist et lille stykke af terrinen, og så er det op til dig at bestemme, hvad den skal pyntes eller anrettes med. Det kan for eksempel være små dildkviste, lidt fintsnittet kål eller salat eller noget helt tredje.
Inspiration fik jeg fra en opskrift på rødbedeterrine, jeg så på Olive for et par år siden, og som jeg simpelthen ikke kunne glemme. Jeg lavede nogle småjusteringer undervejs, og så bør jeg nævne, at denne ret kræver lidt fingersnilde – eller tålmodighed – selvom den er ret enkel.
Rødbedeterrine
forret til 6-8 personer
600 g rødbeder
125 g blød gedeost
150 g flødeost
1 tsk timian
1 tsk rosmarin
1 spsk honning
salt og peber
lidt rapsolie
kog rødbederne møre – det tager ca. 45 minutter afhængig af størrelse. Lad dem køle af, inden du fjerner skindet (pas på – rødbederne vil utrolig gerne stikke af, og du har ikke lyst til at have rødbedesaft ud over hele køkkenet). Skær rødbederne i tynde skiver – gerne på mandolinjern eller lignende. Rør gedeost, flødeost. honning og krydderier sammen.
Smør en lille springform med rapsolie og for den med husholdningsfilm. Læg et tyndt lag rødbedeskiver, så de lige akkrurat overlapper hinanden, på bunden af formen. Sæt små klatter af ostecreme på overfladen og brug nu rødbedeskiver til at trykke osten ud, så den ‘limer’ det første lag rødbedeskiver sammen med det næste lag. Ostecremen er så fast, at du ikke bare kan smøre den ud på de løse rødbedeskiver, så det er her, du skal være tålmodig og arbejde dig langsomt frem. Fortsæt med at lave lag af rødbedeskiver og ostecreme, indtil du kan slutte af med et lag af rødbedeskiver. Tryk forsigtigt ned på overfladen, så du er sikker på, at ostecremen fordeler sig jævnt, og din rødbedeterrine er så lige som muligt. Sæt den i køleskabet i mindst fire timer, så den kan samle sig.
Når du skal anrette din rødbedeterrine, skærer du den i lagkagesnit og serverer med sæsonbestemt pynt.
Note: Denne rødbedeterrine indeholder få ingredienser, men den har masser af smag. Du kan som sagt pynte den med friske krydderurter eller fintsnittet kål eller salat, men prøv også ristede valnødder og eventuelt en lille smule honning.