Proteinsalat med kylling
Jeg lavede en portion proteinsalat tidligere på ugen, som jeg kunne tage med til frokost på arbejde. Det var et fint alternativ til den kulhydratholdige mad, der ofte er i kantinen, og så kan jeg godt lide kikærter. Og kulhydrater er som sagt det, jeg har skåret ned på det meste af januar. De er en ret god proteinkilde, da de er forholdsvis høje på protein, og da jeg samtidig havde lidt kogt kylling på lager, så var bunden lagt til denne proteinsalat.
Foretrækker du en salat uden alt for megen dressing, så foreslår jeg, at du udelader creme fraiche i nedenstående opskrift og bare holder dig til lidt sesamolie. Jeg kan dog godt lide en lidt mere ‘snasket’ salat, så jeg brugte creme fraiche (og lagde det i midten, da jeg pakkede salaten i en bøtte, så det ikke blev smurt på hele indersiden).
Proteinsalat
1 portion
200 g kogte kikærter
½ kogt eller stegt kyllingebryst, skåret i mindre stykker
1 stor håndfuld fintsnittet spidskål
1-2 spsk sesamolie
evt. 1-2 spsk creme fraiche
lidt salt
nigellafrø
Snit spidskål meget fint og kram det godt med fingrene, så det bliver blødt. Hæld det i en skål og kram det let med lidt sesamolie. Vend dernæst afdryppede kikærter og kylling i det. Smag til med lidt salt. Du kan enten toppe den med lidt creme fraiche eller – hvis du skal have salaten med som madpakke – lægge lidt creme fraiche i midten, når du pakker den i en bøtte. Slut af med at pynte med lidt sorte nigellafrø.
Note: Denne proteinsalat var et rigtig dejligt alternativ til et pasta- eller risholdigt måltid. Det gav en god mæthedsfornemmelse, og selvom jeg mest er til krydret mad, så fungerede den milde smag fint for mig. Hvis jeg laver denne salat om sommeren, vil jeg dog prioritere at putte lidt flere friske grøntsager i – for eksempel tomater eller stegte auberginer i stedet for kylling. Så bliver den også vegetarisk, og det er jo heller ikke så tosset.
Enig!
Når nemt op på de der 5-600 gram grønt og lidt frugt dagligt, men altid med kærlig assistance fra dressinger i massevis, hummus, feta, peanutbutter og hytteost😎
Du taler mit sprog 😉
Nu går jeg ud på tynd is,.
At droppe sukker og alkohold er fint. Men dine øvrige detox kan jeg ikke finde entydig videnskabeligt belæg for, specielt at fedt er bdre end kulhydrat
Hvis du læser mit benspænds-indlæg, så nævner jeg på intet tidspunkt noget om videnskab. Det er udelukkende et ønske om at eliminere noget, der kunne blive dårlige vaner – og det lykkedes heldigvis med de tre uger, hvor jeg så vidt muligt undgik hurtige kulhydrater 🙂
https://piskeriset.dk/januar-detox/