Omvendte hotdogs med soltørrede tomater og chili
I rækken af madpakke-ideer er jeg nu kommet til de omvendte hotdogs. Efter de gode oplevelser med pirogger tænkte jeg, at indbagte madpakker i det hele taget er ret smart, så jeg fik lyst til at lege videre med denne madpakkeform. Jeg kom i tanke om pølsehorn, som jeg lavede i en fuldkornsudgave for et par år siden, og så fik jeg lyst til at lave en ‘voksenudgave’, som er en slags krydsning mellem pølsehorn og hotdogs! Mine pølsehorn skulle nemlig ikke bare fyldes med pølser, men også indeholde tomater, sennep og løg, så de blev mere som hotdogs.
Jeg valgte at ælte soltørrede tomater i dejen i stedet for at putte ketchup i selv hotdogbrødene. På den måde undgik jeg, at fyldet i mine omvendte hotdogs blev for våde og risikerede at åbne sig under bagningen. De soltørrede tomater var sammen med yoghurten også med til at gøre dejen ekstra saftig, så de også var spændende at spise dagen efter.
Omvendte hotdogs med soltørrede tomater og chili
ca. 8 stk.
20-25 g gær
2 dl yoghurt naturel
2 dl varmt vand
2 tsk salt
2 dl fuldkornshvedemel
1 dl rugmel
5-6 dl hvedemel
1½ dl soltørrede tomater i olie
Fyld:
4 gode pølser – gerne fra frilands- eller økogrise
sød eller stærk sennep
2 store løg, fintsnittede
1-1½ spsk tørrede chiliflager
smør til stegning
Rør yoghurt og vand sammen og tjek, at det ikke er varmere end spidsen af din lillefinger. Rør gæren ud i yoghurtblandingen og tilsæt derefter salt, fuldkornshvedemel, rugmel og soltørrede tomater. Rør det til en jævn masse og rør derefter hvedemel i, indtil du har en smidig, blød og fugtig dej. Dæk dejen med et fugtigt viskestykke og lad den hæve en times tid.
Mens dejen hæver, smelter du en god klat smør på en stor pande og steger løgene bløde sammen med chiliflager. Løgene må ikke tage farve, men er klar, når de er bløde og smidige.
Når dejen har hævet, vipper du den ud på et meldrysset bord. Del dejen i otte lige store stykker og tryk dem ud til ovale stykker, der er lidt længere end de pølser, du vil bruge til dine hotdogs. Smør sennep på midten af hvert dejstykke – jeg brugte 1½-2 tsk bornholmsk sennep til hver hotdog – og fordel de stegte løg på dejstykkerne. Tag pølserne, flæk dem og læg en halv pølse på hvert dejstykke. Tryk forsigtigt dejen rundt om hotdoggens indhold og tjek, at der ikke er huller i dejen. Rul evt. hotdoggen forsigtigt til sidst. Læg dine hotdogs på en bagepapirbeklædt bageplade og lad dem efterhæve i et kvarters tid, inden de pensles med pisket æg. Bag dem ved 200 grader i 20-25 minutter.
Note: Omvendte hotdogs er en yderst praktisk måde at spise hotdog på – og en dejlig voksenudgave af pølsehorn. Kan varmt anbefales.
Kan den spises med én hånd? – Ja.
Skal den opbevares på køl? – Helst – men frys dem evt. ned og tag dem først op om morgenen samme dag, som du skal spise dem.
Kan den laves dagen før? – Ja.
Et opgraderet pølsehorn! Jamen altså, hvorfor er jeg ikke selv kommet på det.
Det kan anbefales – prøv det prøv det 🙂
Rigtig fin idé – lige til en picnic på stranden 🙂
Perfekt til dig, der går mange ture ved stranden 🙂