Mac ‘n’ cheese – simpel version
En af de sjoveste benspænd, jeg har haft her på bloggen, var da jeg lavede amerikansk mad. Jeg nåede at prøve en del spændende, lækre og skøre ting, men jeg nåede desværre ikke at lave mac ‘n’ cheese fra bunden, så det prøvede jeg for et par dage siden. Det er en temmelig mættende ret – især for en som mig, der sjældent spiser pasta – men i mindre portioner er det nu en hyggelig ret.
Jeg forbrød mig dog lidt mod konceptet, eftersom jeg ikke havde macaroni i huset og ikke ville tage på indkøb kun for at købe det, så jeg valgte i stedet at bruge butterfly-pasta. Det betød samtidig også, at denne mac ‘n’ cheese blev lidt mere farverig, da jeg valgte at bruge flerfarvet pasta.
Jeg kiggede på flere amerikanske opskrifter på mac ‘n’ cheese og valgte at freestyle ud fra disse, da jeg stod i køkkenet.
Mac ‘n’ cheese
2-3 personer
175-200 g pasta (helst macaroni, men jeg valgte butterfly-udgaven)
25 g smør
1 spsk hvedemel
2 dl letmælk
150 g friskrevet, moden cheddar
rasp eller tørt, daggammelt brød (knust til smulder)
salt og peber
evt. paprika
Kog pastaen og lad den dryppe af. Smelt smørret i en lille gryde og rør melet i med et fladt piskeris. Tilsæt lidt mælk, rør det ud til en jævn masse, tilsæt lidt mere mælk, rør igen og fortsæt således, indtil al mælken er tilsat. Hæld osten i gryden og lad det simre ved svag varme, indtil osten er smeltet, og saucen er tyknet lidt. Smag til med salt og peber. Hæld den kogte pasta i gryden og vend den grundigt i saucen. Hæld grydens indhold i et ildfast fad og drys et gavmildt lag rasp eller knuste brødkrummer ud over pastaen. Tilsæt evt. lidt paprika – det undlod jeg dog, da jeg valgte at servere osteretten til en paprikakrydret kylling. Stil fadet i ovnen ved 180 grader i 20-25 minutter.
Note: Mac ‘n’ cheese er en rimelig heftig ret – men ren comfort food og sandsynligvis også en ret, der vil være god til folk med tømmermænd (hint hint, nytårsdag…). Jeg savner nogle friske, sprøde grøntsager til retten (jaja, jeg ved godt, at det ikke liiiige er den form for tilbehør, man forbinder med mac ‘n’ cheese…), så jeg pønser på, om jeg skal prøve at lave retten på et tidspunkt til sommer, når der atter er lækre, danske salater i supermarkederne.
Jeg tror også, det vil være helt ideel første-januar-mad 🙂 Fedt og kulhydrater – passer perfekt til champagneslatter og kransekagerester 😉
Lige præcis 😉
Det lyder dejligt simpelt 🙂 Det er lidt a la pasta med ostesauce. Ville egentlig bare lige forbi for at ønske dig rigtig godt nytår. Håber, I får en dejlig nytårsaften. 🙂
Tak og i lige måde! Rigtig godt nytår 🙂
Tak 🙂