Lamme karahi

Lamme karahi

Lamme karahi er en forholdsvis enkel indisk lammestuvning og selvfølgelig en ret, jeg skulle lave i forbindelse med mit indiske benspænd denne måned. Der er knapt så mange forskellige krydderier i denne ret, ligesom der heller ikke indgår løg. Til gengæld får simretiden virkelig retten til at smelte på tungen!

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra kogebogen “Dhaba Walla” men skruede lidt op for mængden af nogle af krydderierne og brugte kun frisk koriander som pynt. Jeg har også skruet ned for mængden af vand i forhold til, hvad jeg brugte, for jeg syntes, at retten ellers bliver lidt for vandet.

Lamme karahi

3-4 personer

500 g lammekød, skåret i mundrette stykker
rapsolie til stegning
1 spsk skrællet og hakket frisk ingefær
3 fed hvidløg, pressede
1 spsk sød paprika
1 spsk spidskommen
1 spsk stødt koriander
1 tsk chili
4 grønne kardemommekapsler
1½ dåse flåede og hakkede tomater
1 dl vand
salt og peber

Derudover:
frisk koriander til pynt

Hæld olie i en stor gryde og brun lammekødet i det. Rør hvidløg og ingefær i og steg i yderligere et par minutter. Tilsæt krydderierne (kardemommekapslerne kan du putte i en krydderi-si eller i en lille tepose, så de er lettere at fjerne inden servering). Rør godt rundt og steg det i et par minutter, så krydderierne bliver varmet godt op. Tilsæt tomater og vand og læg låg på gryden. Lad din lamme karahi simre en times tid. Kig til retten undervejs – hvis den er ved at koge tør, så tilsæt lidt mere vand.

Tag låget af gryden og giv retten yderligere ti minutter, så den har mulighed for at koge lidt ind. Smag til med salt og peber.

Lamme karahi kan spises sammen med kogte ris og/eller friskbagt naan og forskellige grøntsagsretter. Prøv for eksempel brinjil eller indisk salat.

Note: Lamme karahi er en mild ret og derfor en oplagt gæsteret. Du kan selvfølgelig tilsætte mere chili, hvis du ønsker en stærkere udgave, men du kan også blot servere nogle stærke chutneyer ved siden af.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *