Kokoskylling
Denne kokoskylling stammer fra det indiske køkken og er derfor naturligvis en del af månedens indiske benspænd.
Jeg har været så heldig at låne en spændende indisk kogebog – ‘Dhaba Walla’ af en kollega, og her faldt jeg over en opskrift på kokoskylling (eller coconut chicken som det hedder i bogen). Det er en skøn ret med en virkelig lækker sauce lavet på kokosmælk, tomater og masser af krydderier.
Vanen tro skruede jeg ekstra op for krydderierne, og så lavede jeg ekstra marinade, så jeg var sikker på, at kyllingestykkerne havde nok at lagre i. Til gengæld brugte jeg mindre kokosmælk, da jeg ønskede en mere kompakt sauce, og så var jeg udgået for stødt koriander.
Kokoskylling
ca. 3 personer
½ kylling, delt i mindre stykker
Marinade:
saften fra to lime
2 fed hvidløg, pressede
½ spsk salt
1 spsk ingefærsaft eller ingefærolie
1 spsk rapsolie
Sauce:
1 stort løg, skåret i tynde skiver eller små tern
2 fed hvidløg, pressede
1 rød peberfugt, skåret i tern
1 dl tomat passata eller flåede tomater
½ dl smuttede og finthakkede mandler
lidt rapsolie til stegning
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel
1 tsk gurkemeje
1 tsk chili
2 spsk hakket frisk koriander
1 dåse kokosmælk (ca. 4 dl)
evt. vand
salt og peber
Tilbehør:
kogte ris
frisk koriander
Rør ingredienserne til marinaden sammen. Put kyllingestykkerne i en frostpose og hæld marinaden i. Sørg for at fordele marinaden godt, så alle kyllingestykkerne er dækkede. Læg posen i køleskabet i minimum et par timer og gerne til dagen efter.
Læg kyllingestykkerne i et ildfast fad, som du har smurt med lidt rapsolie. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader.
Hæld olie i en gryde og svits løg og hvidløg et minuts tid ved mediumvarme. Tilsæt krydderierne og rør godt rundt. De skal have et halvt til et helt minut, inden du tilsætter peberfrugt og frisk koriander. Rør igen. Hæld tomat passata eller hakkede tomater i sammen med hakkede mandler og kokosmælk. Varm det op, til det simrer. Smag til med salt og peber.
Tag fadet med kylling ud og fordel saucen ud over den. Stil fadet tilbage i ovnen og giv det 30-40 minutter afhængig af hvor store kyllingestykkerne er.
Pynt gerne din kokoskylling med frisk koriander ved anretning – og spis den sammen med kogte ris og/eller naanbrød samt lidt chutney.
Note: Dette er en virkelig skøn ret! Den kræver en del forskellige krydderier, men ellers er det en forholdsvis let opskrift at gå til. Den største udfordring ved kokoskylling er nok, at man skal huske at dele kyllingen og lægge den i marinade dagen før, men eller er det faktisk en god gæsteret – eller en ret, man kan lave en aften, hvor man har lidt ekstra tid.