Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer

Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer

Jeg fik for nylig en rigtig lækker karrysuppe, som jeg overvejede at genskabe. Jeg havde dog en mistanke om, at der var fløde i den udgave, jeg prøvede, og jeg ville hellere lave en asiatisk udgave, så jeg brugte kokosmælk i min karrysuppe.

Gemalen og jeg spiste en kålsalat som forret, så denne karrysuppe udgjorde ikke et fuldt måltid. Hvis du vil bruge den som hovedret, skal du derfor lave en større portion end nedenstående. Du kan dog også bruge den som forret, og så vil den række til 3-4 personer.

Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer

mediumportion til 2 personer – eller forret til 3-4 personer

150 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
kokosolie eller rapsolie til stegning
en skive frisk ananas
et lille æble
2-3 tsk god karry
1 lille porre
½ tsk stærk chili eller cayennepeber
2/3 af en dåse kokosmælk
½ lime
2 spsk fiskesauce
rørsukker
salt og peber

Lad rejerne tø op og pil dem derefter. Stil dem i køleskabet. Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i små tern. Fjern skrællen fra ananassen og og skær ananassen i små tern. Hæld olie i en gryde og svits æble- og ananastern i det sammen med karry og chili i nogle minutter ved mediumvarme. Skær porren i tynde ringe og tag hvad, der svarer til 1 spsk fra af den grønne del af porren. Hæld resten af porren i gryden og tilsæt kokosmælk. Lad det simre i 10 minutter. Hæld olie på en pande og svits rejerne. Finthak det sidste af porren. Drys det over rejerne, når de har skiftet farve og lad det stege i et halvt minut. Tag panden af varmen. Blend din karrysuppe – enten kort, så der er lidt at tygge på eller lidt mere, så det bliver en ensartet masse. Smag til med limesaft, fiskesauce, rørsukker, salt og peber.

Anret din karrysuppe i to lave, brede skåle og put rejer og porrestykker i midten af hver skål.

Note: Krydret og varmende karrysuppe med masser af smag! Den har sødme fra frugterne (og evt. sukker) og et frisk pift fra limefrugten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *