Hindbærtærte med marengslåg
Jeg bliver selvfølgelig også nødt til at lave nogle desserter i løbet af mit ild-benspænd, så derfor bagte jeg denne hindbærtærte i fredags. Den blev toppet med et lag marengs og derefter nænsomt brændt. Jeg har ikke en lille brænder, da det ikke er så tit, jeg har brug for at sætte ild til maden, men så er det jo godt, man har en havebrænder! Den kan også bruges i en snæver vending, men så skal brændingen altså foregå ude på terrassen…
Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på lemon meringue pie men erstattede citronfyldet med hindbær. I nedenstående opskrift har jeg desuden skruet endnu mere op for mængden af hindbær i forhold til den udgave, jeg bagte, da jeg opdagede, at kagen sagtens kunne tåle lidt mere fyld – og i øvrigt lidt mindre sukker, end jeg først havde brugt. Derudover har jeg skåret lidt ned for mængden af dej og marengs, så det passede bedre med formen.
Hindbærtærte med marengslåg
ca. 10 personer
Tærtedej:
150 g hvedemel
75 g koldt smør
1 æggeblomme
2 tsk sukker
1½ tsk ren vaniljepulver
1-2 spsk vand
Hindbærfyld:
450 g frosne hindbær
200-250 g rørsukker
2 æggeblommer
2 spsk majsstivelse
evt. citronsaft
Marengs:
3 æggehvider
ca. 110 g rørsukker
½ tsk vaniljepulver
Bland de tørre ingredienser til dejen og gnid smørret godt ind i det. Tilsæt lidt vand, så du efterhånden kan forme en dej af det. Læg dejen på køl i mindst en halv time. Rul derefter dejen ud uden at ælte alt for meget. Beklæd en smørsmurt tærteform med dejen (formen skal være ca. 28 cm i diameter) og læg et stykke bagepapir med kikærter eller ris oven på. Forbag bunden ved 200 grader i 15 minutter og fjern derefter bagepapir og ris, inden den får fem minutter mere.
Varm hindbær og rørsukker op i en kasserolle. Lad det boble et par minutter, indtil hindbærrene er helt møre, og rør så æggeblommer ud i bærrene. Tag lidt af saften fra kasserollen og hæld over i en lille skål. Rør majsstivelsen ud i den og hæld derefter majsvæsken tilbage i kasserollen. Lad det simre i yderligere nogle minutter. Smag forsigtigt på hindbærfyldet og tilsæt enten mere sukker (hvis det er meget syrligt) eller citronsaft (hvis det er ret sødt). Lad det køle af nogle minutter. Hæld hindbærfyldet i den forbagte bund og bag din hindbærtærte i ti minutter mere ved 200 grader.
Lad kagen køle af – stil den evt. i køleskabet, indtil en halv time før, at du skal bruge den. Vær opmærksom på, at jo køligere din hindbærtærte er, når den serveres, jo mere syrligt smager den.
Nu er det tid til at lave marengsmassen. Pisk æggehviderne stive og pisk herefter ved høj hastighed, mens du langsomt tilsætter sukker, indtil massen er blank. Dæk din hindbærtærte til med marengsmasse – sørg for at dække kagen helt – og find en brænder frem. Brænd marengstoppene med bløde bevægelser – det går hurtigt, så lad ikke brænderen pege for længe mod din hindbærtærte.
Servér din hindbærtærte med det samme.
Note: Sød og intens hindbærtærte – næsten konfektagtig i sin koncentration, så husk at skære små stykker.