Hindbær-macarons med creme

Hindbær-macarons med creme

Kagepynt kan selvfølgelig også være små kager, der bruges til at dekorere større kager – mere dekadent kan det næsten ikke blive, men ikke desto mindre vil jeg rask foreslå dig at bruge disse hindbær-macarons som kagepynt. Jeg brugte dem ganske vist som pynt på en isdessert, da jeg lavede den for et stykke tid siden, men jeg kunne snildt finde på at bruge macarons som kagepynt.

Disse hindbær-macarons er en hindbærudgave af disse blå macarons med lakridscreme, som jeg bloggede om i starten af året. De er lette at lave og smager skønt. Du skal dog være opmærksom på, at cremen let bliver hård af at stå i køleskabet i længere tid end de anbefalede timer herunder, så du skal helst samle dem få timer efter, at cremen er rørt.

Hindbær-macarons med creme

ca. 22 macarons (dvs. 44 halve)

90 g mandelmel
90 g flormelis
35 g æggehvide
lidt rød pastafarve
2 spsk tørrede hindbær, knuste
90 g sukker
½ dl vand
35 g æggehvide

Sigt mandelmel og flormelis i en skål – obs: Du kan lave dit eget mandelmel ved at blende mandler meget fint. Rør æggehvide, hindbærpulver samt og pastafarve i mandelmelsblandingen.

Pisk det sidste æggehvide stift. Hæld dernæst sukker og vand i en kasserolle og varm det op til 118 grader. Pisk nu den varme sukkerlage ind i den stive æggehvidemasse – sørg for at tilsætte sukkerlagen i en tynd stråle, mens du pisker æggehvidemassen. Fortsæt piskningen, indtil du får en sej og blank marengsmasse.

Vend marengsen i mandelblandingen, så dejen bliver smidig. Overfør dejen til en sprøjtepose og sprøjt små runde klatter ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Jeg anbefaler, at du tegner cirklerne på bagepapiret inden, så du har noget at tegne efter (husk at vende siden med blyant/tusch nedad, så dejen ikke rører ved det). Bag dine lilla macarons i 12-15 minutter ved 150 grader varmluft og lad dem køle helt af, inden du vipper dem af bagepapiret og lægger dem i en lufttæt plastboks, indtil du skal bruge dem.

Hvid chokoladecreme med hindbær

150 g hvid chokolade – jeg foretrækker Opalys fra Valrhona
½ dl fløde
3 tsk tørrede hindbær, knuste

Hak chokoladen og varm den langsomt op i en kasserolle sammen med fløden og hindbærpulveret, husk at røre med jævne mellemrum. Når chokoladen er næsten smeltet, tager du kasserollen af varmen og rører godt i chokoladen, indtil den er smeltet helt. Stil kasserollen i køleskabet i 2-3 timer. Når du skal bruge cremen, tager du kasserollen ud af køleskabet og pisker chokoladeblandingen med en elpisker, så den bliver let og cremet. Fyld dine hindbær-macarons med creme og servér med det samme.

Note: Sprøde, søde hindbær-macarons med fin hindbærsmag. De kan sagtens spises, som de er, så synes du, at det bliver lidt for overvældende at bruge macarons som kagepynt, så kan du selvfølgelig blot holde dig til at bage en portion macarons og servere dem, som de er.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *