Halloween-popcorn

Halloween-popcorn

Det er blevet oktober, og det betyder, at jeg snart skal udskifte septembers majs- og græskarbenspænd med et nyt benspænd. Jeg kan dog ikke nære mig og venter en lille smule med oktober-benspændet, for majs og græskar passer jo også rigtig godt til Halloween, og det er det som bekendt i slutningen af oktober måned.

Jeg elsker Halloween og har derfor lavet en del sjove Halloween-retter de senere år – se Halloween-opskrifterne her – og i år er ingen undtagelse. Det er i første omgang blevet til disse Halloween-popcorn, som jeg så på en amerikansk hjemmeside. Jeg ændrede lidt på nogle af målene.

Disse Halloween-popcorn minder lidt om de karamelliserede popcorn, jeg lavede, da jeg havde amerikansk mad-benspænd, men jeg syntes, at den nye karameludgave var lettere at arbejde med.

Halloween-popcorn

30 g poppede popcorn (svarer til 4-5 kopper)
50 g smør
75 g rørsukker
2 spsk ahornsirup
en lille smule salt
½ tsk bagepulver

Pynt:
mørk chokolade
orange/grøn krymmel

Smelt smørret og rørsukkeret i en lille kasserolle og lad det boble i 3-4 minutter. Rør i det med jævne mellemrum. Rør derefter salt og ahornsirup i, inden du tilsætter bagepulver. Hæld sukkermassen over popcornene og sørg for at vende dem grundigt med en grydeske. Hæld popcornene i et smurt ildfast fad og stil det i ovnen i 15-20 minutter ved 175 grader. Tag fadet ud af ovnen og lad popcornene køle af – gerne på et stykke bagepapir, så de ikke klistrer fast i fadet. Smelt lidt mørk chokolade og tegn chokoladestriber på popcornene, inden du drysser farvet krymmel over.

Tadaaa – så har du Halloween-popcorn! Du kan servere dem i et stort fad eller evt. portionsanrette dem ved at fordele dem i papir-muffinforme.

Note: Disse festlige Halloween-popcorn er ret lækre men også temmelig søde, så pas på du ikke får spist for mange (eller at dine børn gør ;)).

Halloween-popcorn, Halloween, popcorn, chokolade, mørk chokolade, krymmel, rørsukker, smør, vanilje, bagepulver, snack, konfekt


1 thought on “Halloween-popcorn”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *