Græskaris med kanel
Når nu jeg har lavet en majsis, så skal I da ikke snydes for en græskaris. Det er samtidig sidste opskrift i forbindelse med september måneds majs- og græskarbenspænd. Nu må jeg nok hellere i snart i gang med oktober måneds udfordring…
Men tilbage til denne skønne græskaris. Den er lavet på butternut squash, rørsukker og æggehvide og derefter smagt til med kanel samt et lille knips salt. Græskarret i sig selv har en fin sødme, så jeg syntes ikke, denne græskaris behøvede mere sukker end det, jeg endte med at putte i. Er du derimod til ret søde is, så prøv at putte ½-1 dl sukker mere i – så smager din græskaris stort set som denne græskartærte med kanel!
Græskaris med kanel
400 g skrællet butternut squash
1½ dl rørsukker
1 æggehvide
1-1½ tsk kanel
et lille knips salt
Skær græskarret i mindre stykker og kog dem møre i en lille kasserolle. Hæld vandet fra og tilsæt i stedet rørsukker. Stil kasserollen tilbage på komfuret og lad det simre videre ved mediumvarme, mens du rører i kasserollen. Når sukkeret er opløst, rører du kanel og salt i. Blend det med en stavblender og lad græskarmassen køle af i køleskabet. Når den er helt kold, pisker du æggehviden i og kører derefter din græskaris på en ismaskine. Spis din græskaris med det samme eller put den i fryseren og spis den i løbet af en uge.
Note: Lækker mild græskaris med en fin sødme og et dejligt pift af kanel. Isen kan spises, som den er, men du kan også vælge at servere din græskaris sammen med en mørk chokoladeis (lav en udgave uden peanuts).
Det lyder jo rigtig lækkert og nemt 🙂
– glæder mig til at se hvad din oktober udfordring går ud på 🙂
Jeg kan afsløre, at det er simpelt og derfor nok ret overraskende 😉
Meget lækre retter med græskar i dette benspænd 🙂
Din kage med spindelvæv har jeg lavet en nogenlunde som engang.
Og græskar is lyder rigtig spændende, så det kan jeg godt finde på at lave 🙂
En god blæsende dag ønskes.
Tusind tak! Ja, det der blæsevejr må godt tage at forsvinde… hader blæsevejr 😉
kan den også laves på hokaido?
Jeg har ikke prøvet, men det vil jeg tro – det giver nok en lidt tydeligere græskarsmag og muligvis en kraftigere farve 🙂