Ginmarinerede agurkereder

Ginmarinerede agurkereder

Hvis du sidder og tænker “hvad i alverden er ginmarinerede agurkereder!?”, så er det såmænd blot forretten fra i fredags, hvor vi holdt en lille ginsmagning sammen med et vennepar. Og så er det jo vigtigt at bruge gin i madlavningen.

Disse agurkereder er inspireret af en forret, som jeg så i et gammelt Søndagsblad. Her indgik der dog ikke gin, men det kunne jeg da hurtigt indarbejde i marinaden. Og citronsaft for at balancere smagen, så den ikke blev for sød.

Jeg valgte at putte lidt røget helleflynder i midten af rederne, men du kan også sagtens bruge rejer, røget makrel eller noget helt tredje.

Ginmarinerede agurkereder

4 personer

2 store agurker
½ dl rørsukker
½ dl hvidvinseddike
1 tsk sorte peberkorn
½ tsk salt
½ dl gin
citronsaft
1 spsk frisk dild

Skræl tynde strimler af agurkerne, indtil du er tæt på kernerne. Læg agurkestrimlerne i en skål (og skær resten af agurkerne i skiver og servér dem som snacks). Hæld rørsukker, eddike, peber og salt i en gryde og varm det op, indtil sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen og lad det køle af, inden du rører gin i. Hæld derefter marinaden over agurkestrimlerne og lad det marinere en halv time. Smag til med citronsaft og frisk dild.

Put lidt fyld i midten af dine agurkereder og pynt dem med enten dild eller bronzefennikel.

Note: En frisk, festlig og finurlig forret!

Psst – hvis du godt kan lide at lege med syltede agurker, så prøv min opskrift på syltede drueagurker eller min agurkerelish til hotdogs.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *