Frugtlæder
Statusrapport efter snart en uge med katte – her går det godt! De sorte slyngler er blevet rimelig selskabelige, og efter to dage begyndte de selv at komme og sige, når de ville lege, ligesom de også selv opsøger nus nu. Vi bliver godt nok vækket tidligt stadigvæk, men ikke alle dage – og vi får da lov til at falde i søvn igen.
Der bliver leget meget, og der bliver leget vildt! Kattene er helt syge med fjerdrillepinden, og de fik pelset den første i løbet af tre dage! Jeg havde heldigvis været forudseende nok til at købe to fra start, så pt. er vi ekstra forsigtige med nummer to, så den kan vare lidt længere. Måske jeg burde søge et sponsorat hos forhandleren, haha! Resten af legetøjet bliver også brugt, men det er helt klart dette stykke legetøj, som er überfavoritten! Jeg kunne jo ikke en gang få lov til at tage et billede i fred, uden at de skulle hen og napse i legetøjet!
Men ellers er destruktionsgraden er indtil ret lav. En af mine sko fik en lille ridse, som det kun er mig, der lægger mærke til, og så kom en af dem til at skubbe et par solbriller på gulvet i går, så de gik i stykker. Heldigvis var det et par, der alligevel snart skulle smides ud, men det fik mig da lige til at rydde skrivebordet for endnu flere ting…
De seneste dage har jeg gået og nippet til noget frugtlæder, som jeg lavede tidligere på ugen. Jeg fik ideen, da jeg havde set et af Camilla Plums geniale programmer på DR. Det er en lækker lille – og lidt fedtet – snack, som du kan gå og småspise af eller bruge som pålæg eller som små stykker på yoghurt eller i desserter.
Frugtlæder
2 bradepander
1 kg ferskner
300 g rørsukker
lidt vand
Fjern sten fra fersknerne, skær dem i både og put frugten i en gryde med rørsukkeret og lidt vand. Jeg brugte en dl, men vil nok bruge endnu mindre en anden gang, da mere væske blot forlænger tilberedningstiden. Kog frugten godt mør i løbet af 20 minutter og blend derefter massen. Smør det ud i et tyndt lag på to bageplader, der er dækket af bagepapir – sørg for, at det er et jævnt lag.
Lad det tørre langsomt i en ovn, gerne med varmluft, ved 50 grader i 10-12 timer. Det tog lidt længere tid for mit vedkommende, da jeg glemte at sætte varmluft til fra start og i øvrigt havde brugt rigelig med vand i forhold til hvor saftige, frugterne var.
Frugtlæderet er færdig, når det er tørt og sejt at røre ved. Det vil dog klistre lidt, men det skal være rimelig fast at prikke til. Du kan opbevare det på bagepapiret, der så pakkes ind i en plastikpose.
Note: Lækker lille intens snack. På et tidspunkt vil jeg prøve at lave det med tomater og evt. lidt krydderier – det må være super!
Hvor spændende … smager det lidt a la vingummi eller?
De søde små – du har da vist fået godt med liv i huset;)
Hanne – nej, det er ikke gelé- eller gummiagtigt. Mere som lidt fladt, fedtet tørret frugt – altså på den gode måde! 😀
Jeps, vi keder os ikke. Vi kan kigge på dem i timevis 🙂
Hvor lyder de katte bare dejlige !!!
Hyggehygge
Marianne
Hvor er det dejligt at læse om dine to små spilopper 🙂
Ja, man skal være forudseende og fjerne det, de ikke måde vælte på gulvet. Jeg glæder mig til flere billeder, når de kan sidde stille – eller sover 😉
Jule Mig – det er de også. Vi er meget glade for de små størrelser, der ser ud til at hygge sig ganske fint. Lige nu er de faldet i søvn på mit skrivebord, og jeg synes, det er skønt, at de sådan kommer og skal være med, når gemalen og jeg arbejder ved computeren 🙂
Madame – det er lige før, at jeg kunne lave en blog kun om dem! 😀
Vi har allerede fået taget en god del, så jeg regner med at drysse lidt billeder ind hist og pist den kommende tid 🙂
Hvor lyder det spændende – frugtlæder 🙂
Det er altså ikke som frugtflæsk, kan jeg forstå, det lyder ret så interessant…..
Vores prinsesse ELSKER også de fjerpinde og hun har fortæret adskillige! Hvis vi køber en lille pelsmus til hende, holder den lige nøjagtig en dag, inden den er pelset og ligger helt bar på stuegulvet, mens hun flintrer rundt med pelsen 😀
Du skulle prøve at købe noget legetøj med katteurt (catnip) i, nogle kan lide det andre ikke, vores bliver nærmest helt euforiseret af det – ret morsomt…..
Mange hilsner
Birthe
NYBH – mange tak! Da jeg så programmet, tænkte jeg, at det lød simpelthen så let og lækkert, at jeg måtte prøve det 🙂
Nej, slet ikke som frugtflæsk (det kan jeg i øvrigt ikke lide), men meget intens smag, når det er tørret.
Haha, jeg kan lige forestille mig det! 😀
Jeg tror, at vi har købt en lille flaske med noget væske, man kan sprøjte på legetøj, som gør dem ekstra interesserede i det – kan det være baseret på catnip? Jeg har dog ikke afprøvet det endnu – synes ikke, at de pt. mangler at blive mere bimse! 😀
Orv, de går da til den dine (vildkatte )
Vi har også sådan en drillepind – bare med silkesnore. Den holder nok noget bedre.
Hej ***Mutter***!
Ja, de keder sig bestemt ikke! 😀
Heldigvis er de også ret interesserede i den afgnavne pind, så den bruger vi stadig, når vi leger med dem, og nr. to pind har fået lov til at holde noget bedre. Men vi taler dog om at få købt et par stykker mere, så vi har lidt i reserve 😉
Jeg har kun smagt sådan noget færdiglavet frugtlæder med abrikos fra en indvandrerbutik. Da Plum lavede det der med tomat fik jeg selv lyst til at prøve, men har siden glemt alt om det. Tak for påmindelsen 🙂
Ha ha, de er skønne dine sorte slyngler. Her har jeg måtte hive adskillige fjer ud af bagen på Myren, får hun gnasker også de der drillepinde i sig.
Klidmoster – jamen selv tak da. Jeg synes også, at det var ret fascinerende med tomatlæder – gad vide, om jeg husker at få lavet det på et tidspunkt…