Friterede sild

Friterede sild

Friterede sild er ikke noget, jeg har prøvet før, så da jeg fandt en opskrift på dette i gemmerne – vist nok fra et gammelt Spis Bedre-blad – så måtte jeg selvfølgelig lave det! Jeg justerede på nogle af mængderne, og så serverede jeg dem sammen med en mild hvidløgsmayo – du kan dog også sagtens bruge en chilimayo eller en aioli.

Friterede sild

snack/tapas for 8 personer

6 ferske sild
2 dl tør hvidvin
revet skal samt saft fra øko-citron
1 tsk tørret dild
lidt salt
2 dl fuldkornshvedemel
2 æg, pisket
Rapsolie til stegning

Vask sildene og fjern finner. Skær sildene i mundrette stykker. Rør hvidvin, citronskal + saft, salt samt dild sammen i en skål og vend sildene i det. Dæk skålen til og stil den i køleskabet i 1½-2 timer.

Hæld marinaden fra sildene og dup dem forsigtigt med lidt køkkenrulle. Vend derefter sildestykkerne i æg og dernæst i mel. Hæld olie i en lille kasserolle – det skal være ca. 5 cm dybt. Varm det op, indtil det syder, hvis man stikker den ikke-svovlstikbeklædte del af en tændstik ned i olien. Put 3-4 sildestykker i olien og steg dem, indtil de er gyldne. Fisk dem op med en hulske og læg dem på køkkenrulle. Fortsæt stegningen, indtil alle stykker er friterede.

De friterede sild drysses med lidt salt og serveres sammen med dip med det samme.

Note: Friterede sild har jeg som sagt ikke prøvet før, men det smagte godt. Jeg tror, det vil være ekstra godt at kombinere dem med lidt syltede rødløg.



3 thoughts on “Friterede sild”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *