Boghvedepandekager med myntecreme
Jeg bagte boghvedepandekager i sidste uge – lavet på noget boghvedemel, jeg havde fået af en af mine venner, som havde det i overskud. Generelt set er der rigtig mange ting, man kan snige i pandekager – både i selve dejen men også som fyld – så jeg tænkte, at boghvedemel ville fungere fint. Jeg bruger dog ikke denne type mel så tit, så jeg var spændt på resultatet.
Boghvedepandekager med myntecreme
2 personer
Pandekagedej til 6-7 pandekager:
2 æg
2½ dl mælk
1 tsk salt
2 spsk rapsolie
2½ dl boghvedemel
Smør til stegning
Myntecreme til 4 pandekager:
2 dl yoghurt naturel
1½-2 spsk friskhakket mynte
Salt og peber
Lidt citronsaft
Fyld til 4 pandekager:
2 stegte kyllingebryster, skåret i strimler
1 avokado, skåret i tern
en tredjedel agurk, skåret i stave
Start med myntecremen. Rør ingredienserne sammen og lad den trække mindst en time i køleskabet.
Så er det tid til lave boghvedepandekager. Pisk æg og mælk sammen. Pisk derefter olie, salt og boghvedemel i. Smelt en klat smør på en mediumstor pande og hæld lidt af dejen på panden. Bag pandekagen på begge sider, til den er letgylden. Fyld dine boghvedepandekager med myntecreme, kylling, avokado og agurk. Pynt eventuelt med en lille hornviol.
Note: Jeg var virkelig positivt overrasket over disse boghvedepandekager. Jeg frygtede lidt, at de ville have en tør smag eller måske være lidt for porøse, men de havde en fin, mild smag og var tilpas bløde og elastiske. Dejligt! Dem må jeg bage flere af den kommende tid.
Mmm elsker pandekager dette lyder spænende.
gad dog godt vide om man når man er for træt til at vende pandekager kunne lave noget der minder om i ovn 😥😴 det ville være fantastisk.
Godt spørgsmål! Du kan eventuelt lave en kæmpe pandekage i en bradepande? Prøv at kigge her: https://piskeriset.dk/pandekageroulade/