Blommekage med kanelremonce
Jeg havde fødselsdag for en uge siden, og jeg brugte selvfølgelig anledningen til at forkæle mine kolleger med kage – en blommekage med kanelremonce for at være mere præcis.
Nu er det ikke ligefrem blommesæson, så blommerne fandt jeg i fryseren – plukket fra vores eget lille blommetræ. Jeg fandt en opskrift på blommekage hos Newyorkerbyheart, og den legede jeg videre med – skruede blandt andet lidt ekstra op for kanel og lidt ned for sukkeret.
Blommekage med kanelremonce
ca. 20 personer
Kagecreme:
2 æggeblommer
3 spsk rørsukker
1-1½ tsk vaniljepulver
3 dl mælk
1 spsk majsstivelse
Kanelremonce:
75 g smør
75 g rørsukker
3 spsk kanel
Crumble-dej:
50 g koldt smør
50 g rørsukker
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver
Dej:
225 g blødt smør
200 g rørsukker (jeg brugte lidt mindre)
225 g hvedemel
5 æg + hviderne fra de to æg, du brugte til kagecremen
1½ tsk bagepulver
ca. 600 g milde blommer, uden sten og skåret i halve eller kvarte
Start med at lave kagecremen. Rør majsstivelsen ud i lidt af mælken. Hæld resten af mælken i en lille gryde sammen med æggeblommer, sukker og vanilje og varm det langsomt op under omrøring. Når væsken er tæt på at koge, hælder du majsstivelsen i. Kog kagecremen i et par minutter under omrøring og tag så gryden af varmen. Kagecremen skal køle så meget af, at den højst er håndvarm, når du skal arbejde videre med den.
Rør ingredienserne til kanelremoncen sammen i en skål. Tag dernæst en anden skål og ælt crumbledejen sammen med fingrene (eller rettere – smuldr smørret mellem mel og sukker, så du får en jævn smuldredej).
Til sidst laver du dejen. Pisk sukker og smør sammen og pisk derefter et æg i ad gangen. Rør dernæst mel og bagepulver i. Tag en høj bradepande på 22 x 32 cm og smør den med smør eller læg et tilklippet stykke bagepapir i bunden. Fordel crumbledejen ud over bunden og glat dernæst forsigtigt kagedejen ud over. Brug en teske til at lave små ‘lommer’ i kagedejen, hvor du putter kagecreme ned i. Du kan også vælge at hælde kagecremen i en sprøjtepose og derefter sprøjte kagecremen ind i små dejen flere steder. Fordel nu blommerne ud over kagen og sæt til sidst små klatter af kanelremonce på overfladen af blommerne. Sæt din blommekage i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter. Tjek evt. med en tynd træpind, om den er gennembagt.
Denne blommekage kan sagtens spises, som den er, og behøver ikke tilbehør i form af creme fraiche eller lignende.
Note: En dejlig svampet blommekage, som har lidt knas og struktur i form af crumbledejen men også er dejlig saftig på grund af blommerne og kagecremen. Det er en sød men ikke oversød blommekage, og så er den fortrinlig, når du skal bage til mange mennesker på én gang.
Stort tillykke med fødselsdagen:-)
Og blommekage, det har jeg ikke prøvet, har nu gemt din opskrift, så vi kan bage en herhjemme.
Rigtig god weekend!
Mange tak ♥
God fornøjelse med kagen – jeg skal helt klart bage den igen til sommer, når vores blommetræ atter strutter af blommer 🙂