Blomkålsbøffer
I anledning af månedens kål-benspænd har jeg stegt blomkålsbøffer, og det var en umanerlig god beslutning! De smager nemlig rigtig godt og er endnu et godt bud på en vegetarbøf. Du kan tilmed justere smagen på dem ved at tilføje forskellige krydderier. Jeg valgte dog en helt simpel version, som jeg serverede sammen med dampet palmekål og hvidløgscreme.
Blomkålsbøffer
4 stk.
200 g fintreven blomkål
1 æg
½ dl hvedemel
salt og peber
evt. andre krydderier såsom timian
rapsolie til stegning
Rør den fintrevne blomkål sammen med æg, hvedemel og krydderier. Hæld en gavmild mængde olie på en pande og form fire blomkålsbøffer, som du steger godt gyldne ved mediumvarme.
Note: Disse blomkålsbøffer har en mild og ikke særlig kålagtig smag, og de fik mange positive ord med fra gemalen. Det er helt klart en ret, jeg skal lave igen en anden gang – måske med lidt flere krydderier.