Amaretto cookies

Amaretto cookies

Jeg bager naturligvis også julesmåkager med alkohol i, så jeg får dækket månedens benspænd bedst muligt, og i dag er turen kommet til Amaretto cookies.

Jeg har altid en flaske mandellikør stående, for det kan jo være, at man skal bruge det i en dessert eller i en drink, men sandt at sige er det ikke så tit, den bliver fundet frem. Disse småkager var dog en fantastisk anledning – ikke mindst fordi de smager drøngodt!

Inspirationen fandt jeg hos My Recipes for et par år siden, da jeg kiggede efter opskrifter på julesmåkager. Dengang nåede jeg ikke at bage dem, men nu var det altså på tide at prøve! Jeg justerede lidt på målene og skruede vanen tro op for smagen.

Amaretto cookies

ca. 50 stk.

200 g blødt smør
1 dl rørsukker
1 æg
2 spsk mandellikør /Amaretto
1½ spsk finreven skal fra øko-appelsin
ca. 2½ dl hvedemel
½ tsk bagepulver
et lille knips salt

Derudover:
en lille pose mandelflager (90 g)

Hæld smør og sukker i en skål og pisk det til en cremet masse. Tilsæt æggeblomme, mandellikør og appelsinskal og pisk det grundigt. Drys derefter bagepulver, salt og 2 dl hvedemel over og pisk det sammen. Tilsæt mere hvedemel efter behov – dejen skal være blød men ikke specielt fedtet at røre ved. Del dejen i to lige store kugler. Læg dem hver på et stykke husholdningsfilm og tryk dem flade. Dæk dem med husholdningsfilm og læg dem i køleskabet en halv times tid.

Tag den ene dejplade ud, fjern husholdningsfilmen og læg dejen på et meldrysset bord. Rul den ud i et ca. ½-1 cm tykt lag og brug en 4 cm bred kageudstikker til at udstikke kager med. Læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Den overskydende dej samler du og ruller ud på ny, så du kan udstikke flere kager.

Pisk æggehviden let med en gaffel og pensl kagerne med æggehviden. Drys mandelflager og bag dine Amaretto cookies i ovnen ved 170 grader i ca. 15 minutter, indtil de er letgyldne. Imens de bager, forbereder du næste plade småkager af den anden halvdel af dejen.

Amaretto cookies skal køle helt af, inden du putter dem i en kagedåse, hvor de kan holde sig i flere uger.

Note: Det kan godt være, at disse sprøde, søde småkager ikke er traditionelle julesmåkager, men de egner sig fænomenalt til julebordet. Den fine kombination af mandler og appelsin smager så dejligt julet.



2 thoughts on “Amaretto cookies”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *