Warpigs
I sidste uge var vi på Warpigs sammen med et vennepar. Warpigs er Mikkellers nyeste eksperiment – en nyåbnet brewpub i Kødbyen i København, hvor fokus er på øl og kød! Se, det lyder jo ikke dårligt, og da slet ikke når maden viser sig at være Texas BBQ med masser af røg og krydderier. Faste læsere af bloggen ved, at jeg var meget begejstret for det texanske køkken, da jeg havde texansk benspænd sidste år, så kunne jeg nærmest ikke få armene ned, da jeg hørte om Warpigs.
Mikkeller er dog ikke alene om projektet, for bag Warpigs står også amerikanske Three Floyds, som er et velanset navn blandt ølkendere, og derfor er øludvalget da også en skøn blanding af øl fra disse to bryggerier.
Warpigs har 20+ øl på hane, og de udskiftes løbende med nye øleksperimenter. Fem af hanerne er dog reserveret til faste Warpigs-øl. Øludvalget spænder bredt – lige fra hvedeøl og amerikanske IPA til porter og imperial stout. Og der er også sodavand, hvis du ikke er til alkohol…
Jeg lagde ud med denne lækre sag – en Warpigs Moonbase of Filth Oatmeal Stout. Selvom den ser noget tung ud, så var den dog slet ikke så solid og kraftig i smagen, som stout sagtens kan være og virkede mere som en mellemting mellem en stout og en brown ale. En behagelig smag af ristet malt, tørrede frugter og kaffe.
Og så var der jo maden. På Warpigs kan du vælge mellem en lang række udskæringer i forskellige størrelser. Gemalen og jeg ville gerne prøve så meget som muligt, så vi endte med at tage den mindste portion af brisket, pork shoulder, spareribs og krydrede pølser og delte dem. Som tilbehør valgte vi en stor portion coleslaw samt dildsyltede agurker.
Brisket er en BBQ-klassiker i Texas og er nærmest umulig at komme udenom, når man taler om texansk mad. Udskæringen er dog utrolig svær at få fat på i Danmark, og jeg måtte derfor lave en dansk fortolkning af brisket, da jeg havde texansk benspænd, så det var derfor skønt at kunne prøve the real deal. Og det var godt! Jamen altså. Mørt, velkrydret oksekød… what’s not to like?
Pork shoulder var svinekød, der var flået i trevler og smørmørt i bedste pulled pork-stil. Her var krydringen desuden noget mildere sammenlignet med brisket-udskæringen.
Warpigs’ spareribs skuffede til gengæld. De var lidt for tørre og kompakte og virkede mest, som om de havde ligget og kedet sig i køleskabet i nogle timer. De var ikke kolde, men strukturen var alt for fast. Her må jeg med skam meddele, at Bone’s er langt bedre til at lave spareribs…
De krydrede pølser var en pludselig indskydelse, da vi skulle vælge kød, men det kom vi bestemt ikke til at fortryde, for det var nogle herlige saftige størrelser med masser af krydderier, som man i den grad fik varmen af!
Vi havde valgt to slags tilbehør til kødet – en stor portion coleslaw samt en portion dildsyltede agurker. Coleslawen var en dejlig sprød og frisk salat med en tilpas afdæmpet dressing – hverken for fed eller for sød. Dejligt. De dildsyltede agurker var udmærkede, men de måtte gerne have set et ordentlig skud eddike, for jeg foretrækker klart syltede agurker, der hvæser af eddike!
Der var fire slags dressinger, man kunne spise til maden. Vi fik prøvet de tre ovenstående – den sidste flaske var stukket af fra bordet på det tidspunkt, hvor vi spiste, men det skulle efter sigende var en rimelig mild og sød ketchuptype. Carolina Gold er en klassisk sød amerikansk sennep, mens Alabama er en herlig peberrodssauce. Kansas City er en krydret tomatsalsa/ketchup, som bider tilpas meget – hvis du nu ikke synes, at kødet er krydret nok i forvejen… 🙂
Vi prøvede også en enkelt snack – nemlig poppede flæskesvær med smeltet cheddar. Det var dog lidt af en skuffelse. Flæskesværene var supersprøde, men smagte ikke af særlig meget (og manglede salt), og cheddaren lagde man slet ikke mærke til. Absolut ikke noget jeg har brug for at prøve igen.
Jeg kunne selvfølgelig ikke nøjes med en enkelt øl, når nu der var sådan et spændende udvalg, så gemalen fik lov til at vælge en øl for mig, og han faldt over denne indbydende sag – Mikkeller Beer Geek Brunch Weasel. En virkelig herlig øl, der både var kraftig og sødmefuld på samme tid med en fremragende smag med noter af mørk chokolade, mørk farin og kaffe – uden at blive hverken for bitter eller for sød. Absolut en af de bedste stouts, jeg har smagt.
Nu valgte han den ikke kun, fordi han tænkte, den lige var noget for mig, men også fordi den skulle passe sammen med dette stykke pecan pie, som vi delte. Jeg fik for alvor øjnene op for denne kage, da jeg selv kastede mig ud at lave pecan pie sidste år, men jeg må dog indrømme, at jeg bedre kunne lide min egen udgave af pecan pie. Det stykke, vi fik på Warpigs, var lidt til den tørre side, og jeg kan personligt bedre lide, når pecan pie er saftigt og smelter på tungen.
Derfor – næste gang jeg skal på Warpigs (for det skal jeg!), så springer jeg desserten over og snupper i stedet en lækker, sødmefuld øl.
Jeg sluttede besøget af med en sidste øl, men her var jeg desværre ikke lige så heldig som ved de to første. Jeg troede mig ellers sikker, da jeg valgte Mikkellers n Floyds Ricegoop Rice Barleywine, for normalt er barleywine noget for mig (billede øverst i blogindlægget). Denne her var dog smagsmæssigt lidt for tæt på en IPA, og dem er jeg sjældent særlig vilde med, så den var desværre et fejlskud. Men bestemt en interessant øl.
Warpigs er et ret interessant sted. Det er piv-ucharmerende indrettet – minder lidt om en blanding mellem et cafeteria og en slagtehal – men stedet har heller ikke lagt skjul på, at det er råt og upoleret. Det betyder til gengæld så også, at det ikke nødvendigvis er et sted, jeg ville hænge ud i mange timer, men det gør ikke så meget – det er også rart, at der findes brewpubs, hvor man kan få en god og intensiv oplevelse uden at bruge hele aftenen der. Den uformelle stil tiltrækker også et bredt klientel, og da vi spiste der, var der overraskende mange børnefamilier, for det var let at slå sig ned for at få et hurtigt måltid mad. Man skal dog som forælder være lidt forsigtig, når man vælger maden til børnene, for en del af udskæringerne er ret krydrede.
Maden på Warpigs er generelt god. Der var et par svipsere imellem, men til gengæld var der også nogle virkelig skønne udskæringer imellem, og jeg var vild med, at der ikke var sparet på krydderierne. Det er dog også en advarsel til dig, der ikke kan tåle/lide stærk mad – her er der altså smæk for skillingen!
Og øllene? Virkelig spændende udvalg. Gemalen og jeg har ret forskellig smag i øl, og det samme har det vennepar, vi spiste sammen med, så vi fik prøvet en del af Warpigs’ øl, og niveauet var højt. Jeg kunne godt finde på at komme der igen blot for at prøve nogle nye øl, for som sagt skifter udvalget med jævne mellemrum.
Warpigs er en fed brewpub. Den er for dig, der vil nyde en god omgang BBQ kombineret med en spændende øl eller to i uformelle omgivelser. Du kan ikke bestille bord, så det er vitterlig et sted, du lige dropper forbi. Jeg ved ikke, om det er svært at få plads i weekenderne. Vi var der på en hverdag, men selvom stedet har plads til over 200 gæster, så var der alligevel pænt fyldt på det tidspunkt.
Jeg ender på fem ølkrus stjerner for en skøn oplevelse.
Tænker at den ryger på ‘skal prøves’.. selvom det lyder som om det var lidt on/off i jeres oplevelse.
Vil tjekke deres side, og håbe på at man kan få en taster med øl :$
Det med ucharmerende indretning minder mig om en af de Pit BBQ som jeg har været forbi i Texas (https://www.kreuzmarket.com/Locations/kreuz-market-lockhart-location/ – billedet i toppen viser meget godt hvordan der ser ud i spise-arealet)… Uden at have set stedet, gætter jeg dog på at man ikke får den samme røg-oplevelse når man bestiller som jeg har prøvet nogle gange i Texas?
Har selvfølgelig gjort Rene F (http://www.renefrederiksen.dk/2011/05/03/autentisk-pit-barbecue-lockhart-texas/) obs på dette indlæg ;)… Hans billeder er fra nogle af de steder vi også selv har prøvet. (I år tror jeg at vi vil forsøge at komme forbi The Salt Lick, da vi har familie med)..
Jeg er lidt usikker på, hvad du mener med røg-oplevelse? Hvis du tænker på, om maden er behørigt røget, så har stedet to gode smokers fra USA. Da AOK anmeldte stedet for nylig, skrev anmelderen, at han nærmest svedte røg dagen efter. Enten har han haft en markant anderledes oplevelse end os, eller også er han ret følsom, for voldsom syntes jeg på ingen måde, at maden var – men bortset fra spareribs så var kødet godt og rigtig dejlig krydret 🙂