Upside down tomattærte
For et par måneder siden stødte jeg på konceptet ‘upside down tomato pie’, da jeg surfede på nettet, og jeg forelskede mig straks i den smukke tomattærte. Nu hvor tomatsæsonen er startet, tænkte jeg, at det var en god måde at bruge de friske tomater på. Jeg skelede til en opskrift på tomattærte hos Belinda Jeffery, men erstattede dåsetomater med friske tomater, sennepspulver med dijonsennep samt skar lidt ned på dejmængden.
Upside down tomattærte
3-4 personer
500 g friske tomater
200 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
100 g fast ost, fintrevet – for eksempel parmesan eller manchego
50 g friskrevet god lys cheddar
100 g koldt smør i tern
2 æg
1½ dl mælk
3 tsk dijonsennep
Pynt: Friske basilikumblade
Smør en springform på 24-26 cm i diameter med smør og læg et stykke bagepapir i bunden. Skær tomaterne i tynde skiver – max ½ cm i tykkelsen – og læg dem i et jævnt lag i bunden af springformen, så bunden bliver helt dækket.
Rør mel, bagepulver og salt sammen. Vend de revne oste i og put derefter smørternene i. Gnid smørret ind i melblandingen, indtil det er smuldrer helt. Rør æg og mælk i dejen sammen med dijonsennep, indtil det bliver en jævn masse. Fordel dejen ud over tomaterne i springformen.
Sæt din tomattærte i midten af ovnen ved 180 grader og bag den i 30-35 minutter. Dejen skal være hævet og gylden, inden du tager tærten ud. Lad tærten hvile 5 minutter, inden du tager springformskanten af. Læg et fad forsigtigt oven på din tomattærte og vend den rundt. OBS – pas på – der kan være væde fra tomaterne, så sørg for at gøre dette inde over køkkenbordet! Fjern bunden af springformen samt bagepapiret og pynt din tomattærte med friske basilikumblade. Serveres som den er eller som tilbehør til en salat og/eller kød.
Note: Virkelig lækker, luftig og saftig tomattærte. Jeg skar lidt ned på dejmængden, og du kan såmænd godt skære lidt mere ned på den, men jeg blev positivt overrasket over, hvor luftig bunden faktisk var. Tærten passer til tre personer, hvis du har en enkelt salat til, men serverer du denne tomattærte sammen med flere andre salater eller kød, kan den nok række til fire personer.
Den ser spændende og meget lækker ud – herligt med nye udgaver af tærter 🙂
Ja, jeg er ellers ikke så meget til tærter, men denne her var nu ret skøn 🙂
Hvor er den smuk! Den må prøves! Herhjemme elsker vi tomater, så det må blive efter en tur på torvet 🙂
Tak skal du have! Jeg kunne heller ikke stå for det flotte mønster, man kan lave med tomaterne 🙂