Tarte tatin med æbler

Tarte tatin med æbler

Intet fransk benspænd uden denne klassiker tarte tatin med æbler. Det er faktisk en smule dobbeltkonfekt at skrive, at den er med æbler, for helt traditionelt set bages tærten med æbler. Men du kan også bruge opskriften som udgangspunkt, hvis du vil lave en pære- eller blommevariant.

Jeg syntes dog, at det var oplagt at lave udgaven med æbler – ikke mindst fordi vi så kunne få brugt lidt forskellige æbler, jeg havde fået fat i enten som nedfaldsæbler fra naboens træ, fra det ene af vores egne æbletræer eller fra supermarkedet.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift på tarte tatin med æbler, som jeg havde set i kogebogen ‘Fransk simremad’. Jeg kunne dog ikke helt se, hvordan man skulle bruge så mange æbler til en æbletærte og slet ikke til det antal personer, opskriften var beregnet til, så jeg måtte lave nogle justeringer på flere af målene. Jeg endte dog med et ganske velsmagende resultat.

Tarte tatin med æbler

6-8 personer

Æblelag:
1,2 kg æbler
1½ dl rørsukker
100 g koldt smør
½ tsk vaniljepulver

Dej:
3½ dl hvedemel
1 spsk rørsukker
et lille knips salt
120 g koldt smør
2 spsk creme fraiche
en smule salt

Skræl æblerne, halvér dem og fjern stilk og kernehus. Skær smørret i mindre tern og fordel dem i bunden af en 26-28 cm bred springform. Hvis du er bange for, at formen ikke holder tæt, så start med at fore den med bagepapir. Drys sukker og vaniljepulver ud over smørret. Fordel æblestykkerne ud i et jævnt lag og skær de sidste æblestykker til, så de passer sammen med resten af æblerne. Sæt springformen i ovnen ved 140 grader i en times tid.

Mens springformen er i ovnen, rører du dejen sammen. Rør først mel, salt og sukker sammen i en skål. Skær smørret i små stykker og put dem i melet. Gnid dem ud i melet og tilsæt til sidst creme fraiche, så du kan samle dejen. Læg den i køleskabet en halv times tid. Rul den derefter ud på et meldrysset bord.

Tag springformen ud af ovnen og læg dejen over æblerne. Sørg for at trykke dejen godt ned langs formens inderside. Sæt formen i ovnen igen og bag den yderligere i en time – denne gang ved 160 grader.

Vend forsigtigt kagen ud på et serveringsfad. Her skal du passe på, da både frugten og karamelsaucen er brandvarme. Servér din tarte tatin med æbler lun – gerne sammen med flødeskum, creme fraiche eller vaniljeis.

Note: Dette er en enkel men yderst velsmagende æbletærte. Meget lækkert med karamelsaucen, der tilberedes i bunden af formen og glider ud over æblerne, når man vender formen. Jeg brugte æbler, der blev ret bløde ved tilberedning. Hvis du bruger mere faste æbler, der holder formen trods opvarmning, kan du få en tarte tatin med bløde æblekurver 🙂



2 thoughts on “Tarte tatin med æbler”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *