Syltet selleri

Syltet selleri

Syltet selleri så jeg oprindeligt på bloggen Dalsgaard i Skivholme, så da jeg for et stykke tid siden faldt over et knoldselleri på tilbud, mente jeg, at det var en glimrende anledning til at prøve konceptet.

I den oprindelige opskrift bliver der brugt sherryeddike, men det kunne jeg ikke finde i supermarkedet, så jeg lavede i stedet en lage på rørsukker, æblecidereddike samt cognac. Det fungerede nu også ganske godt.

Syltet selleri

400 g knoldselleri
2 dl rørsukker
2 dl (mild) æblecidereddike
1 spsk cognac

Skræl knoldsellerien og skær den i tynde stave. Hæld sukker og eddike i en gryde og varm det op. Når det koger, hælder du først cognac og så selleristave i og giver dem et par minutter, inden du slukker varmen. Fyld et skoldet sylteglas med selleristavene. Hæld væsken over. Når det er kølet af, sætter du sylteglasset i køleskabet.

Du kan servere syltet selleri som tilbehør til mange forskellige retter, men de kan også indgå i burgere, sandwiches eller wraps. Det kan holde sig ca. to uger på køl.

Note: Jeg overvejer, om jeg skal prøve syltet selleri i en vegetarburger en af de kommende dage. Eller måske sammen med kyllingedunser?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *