Svinekæber i tomatsauce

Svinekæber i tomatsauce

Vinteren er ved at være ovre, men jeg nåede lige at lave en omgang simremad mere i form af langtidssimrede svinekæber i tomatsauce. Jeg elsker simremad men har lavet det overraskende få gange denne vinter, så det var med stor fornøjelse, at denne ret blev nydt.

Svinekæber i tomatsauce er min fortolkning af, hvordan en simreret får et italiensk twist, og retten blev da også serveret sammen med kogt pasta. Du er dog velkommen til at servere kartoffelmos til, hvis du har mere lyst til det.

Svinekæber i tomatsauce

4-5 personer

ca. 1 kg svinekæber
smør til stegning
1 stort løg, skåret i tern
2-3 tsk oregano
2-3 tsk timian
1 dåse tomater
2-3 dl rødvin
salt og peber

Derudover:
kogt pasta
stegte champignoner
friskrevet parmesan
frisk salvie

Fjern eventuelle fedtstykker og sener fra svinekæberne. Smelt smør i en gryde og brun svinekæberne på alle sider. Tag kødet op og smelt lidt mere smør i gryden. Svits løgene samen med oregano og timian, indtil løgene bliver bløde. Hæld kødet tilbage i gryden og tilsæt tomater og rødvin. Læg låg på gryden og lad det simre ved lav varme i 2½ time. Smag derefter til med salt og peber.

Servér dine svinekæber i tomatsauce med pasta, stegte svampe, friskrevet parmesan samt evt. et par friske salvieblade – bare så der også er et grønt touch 🙂

Note: Langtidssimret kød bliver smørmørt, og disse svinekæber i tomatsauce var ingen undtagelse. Det var sjovt at få pasta til – vi plejer næsten altid at få kartoffelmos til simremad – men det fungerede fint med det italienske twist. En dejlig enkel simreret med masser af smag og fylde.



2 thoughts on “Svinekæber i tomatsauce”

  • Jeg har aldrig prøvet at tilberede svinekæber, og endda ikke engang nogensinde smagt dem – men de der ser altså ret så leksi ud 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *