Stolichny salad – en russisk salat

Stolichny salad – en russisk salat

Du kender sikkert russisk salat – altså den danske udgave af russisk salat med rødbeder. Men skeler du til udlandet, så består russisk salat – også kendt som Olivier salad eller Stolichny salad – dog på ingen måde af rødbeder.

En Stolichny salad er en moderne version af Olivier salad og består som regel af små tern af kogte kartofler, gulerødder, syltede dildagurker, ærter, æg, løg og mayonnaise. Den kan også indeholde kogt kylling, skinke og sennep. Jeg valgte at lave en udgave uden ærter (selvom det ville have set festligt ud) og med skinke, og så rørte jeg mayonnaisen op med creme fraiche, så det ikke blev for tungt og fedt.

Du kan servere Stolichny salad som frokostmåltid – evt. med rugbrød til, når nu vi er i Danmark – men du kan også servere den i mindre portioner som forret. I Rusland serveres den også som tilbehør til hovedretter (tak for info til min læser, Russeren).

Stolichny salad

2 personer som frokostmåltid – 4-5 personer som forret

3 mediumstore kartofler, kogte og skåret i små tern
1 stor gulerod, skåret i små tern – jeg brugte en frisk gulerod, men du kan også brugt en kogt
3 kogte æg
½ rødløg, skåret i små tern
3 drueagurker, skåret i små tern
100 g kogt skinke i tern
2 spsk mayonnaise
3 spsk creme fraiche
1-2 tsk tørret dild (frisk dild kan også bruges)
salt og peber

Rør kartofler, gulerod, æg, rødløg, drueagurker og skinke sammen i en skål. Rør mayonnaise, creme fraiche og dild sammen i en anden skål og vend det i den anden blanding. Smag din olivier salad til med salt og peber.

Note: Stolichny salad er en ganske dejlig frokostsalat eller pålægssalat om man vil. Man bruger ofte kogte gulerødder i den, men jeg kunne godt lide den sprødhed, som den friske gulerod tilførte min udgave af Stolichny salad.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *