Skinketoppe med æg
Da vi havde gæster sidste weekend, serverede vi disse skinketoppe til forret. Det er en lidt alternativ udgave af en forret, jeg ofte lavede i 90’erne, men som jeg mistede opskriften på. Jeg fandt en opskrift, der mindede meget om, hos Maduniverset. Jeg måtte dog undlade purløg, da jeg ikke havde det på lager. Til gengæld lavede jeg så en variant med timian og dild. En glimrende vinterversion, selvom jeg nu allerbedst kan lide udgaven med purløg.
Skinketoppe
Forret til 8 personer
200 g skinketern
6 hårdkogte æg
3 dl creme fraiche
1 tsk paprika*
½ tsk timian*
½ tsk tørret dild*
4 blade husblas
Salt og peber
*prøv også forårs-sommerudgaven, hvor du erstatter paprika, timian og dild med 1½ spsk finthakket purløg + 2 tsk sennep.
Læg husblas i blød i koldt vand i ti minutter. Hak æggene og rør dem sammen med skinke, creme fraiche og krydderier. Hæld vandet fra husblassen og smelt den forsigtigt i mikroovn eller vandbad. Vend den smeltede husblas grundigt i skinkeblandingen og fordel den i otte smurte forme på størrelse med en lille ramekin. Stil dem i køleskabet i mindst tre timer.
Servér dine skinketoppe, som de er eller vippet ud på en tallerken og spis dem sammen med en grøn salat eller hvidløgsflutes.
Note: Skinketoppe er en simpel men hyggelig forret. Jeg foretrækker stadig purløgsudgaven, men dette er et fint alternativ her om vinteren.
Hej
Morsomt at se du også lavede skinketoppe i 90’erne – opskriften er fra nogle små bøger Brugsen udgav : Forretter og frokostretter fra Brugsen
Opskriften er følgende: til 4 Pers
3 hårdkogte æg, 100 g røget skinke begge dele hakkes og røres med 2 sp purløg, 175 g creme fraiche 1/2 ts paprika stivnet med 2 blade husblas. 4 kopper pensles med lidt olie og massen fordeles i kopperne og stivner i køleskabet 2-3 timer Løsnes med kniv og vendes ud på strimlet salat.
PS jeg fryser altid purløg ned om sommeren som fint kan anvendes i retter hvor det skal blandes i og ikke behøver at være sprødt.
Nu har du igen den originale opskrift – god fornøjelse og tak for en rigtig spændende blog. Birgit
Yes! Mange tak – både for opskrift og for de pæne ord 🙂