Saftig grønkålsomelet
Ideen til denne grønkålsomelet opstod, da jeg pludselig indså, at vi havde æg, der nærmede sig sidste holdbarhedsdato. Jeg tænkte, at det var samtidig en fin anledning til at bruge noget af vores grønkålsstok, som står og troner ude på terrassen.
Jeg må indrømme, at omelet og æggekage aldrig rigtig har fået mig helt op at ringe. Det ændrede sig dog – heldigvis – med denne grønkålsomelet.
Jeg har brugt skinke og ost som fyld, men er du vegetar, kan du naturligvis sagtens servere omeletten uden kød.
Grønkålsomelet
2 personer
6 store æg eller 8 små
1 dl mælk
½ tsk paprika
smør til stegning
30-40 g frisk grønkål
1 lille løg, hakket
salt og peber
Fyld:
4-6 spsk friskrevet cheddar
4 tynde skiver skinke
Put grønkålen i en skål og hæld kogende vand over. Lad kålen trække et par minutter, inden du hælder vandet fra og finthakker kålen. Pisk æg og mælk sammen med paprika. Smelt smør på en pande og drys halvdelen af løgstykkerne ud over panden. Steg dem møre ved mediumvarme og hæld så halvdelen af æggemassen over, så den flyder ud over hele panden. Vent et minut eller to inden du fordeler halvdelen af grønkålen over. Lad din grønkålsomelet bage videre ved mediumvarme, indtil æggemassen er stivnet. Læg skinke og ost på den ene halvdel og brug en paletkniv til at vippe den anden halvdel af omeletten over fyldet. Tag omeletten af panden og læg den i et ildfast fad. Sæt den i ovnen ved 150 grader, så den kan holde sig varm, mens du tilbereder den anden grønkålsomelet.
Note: Ok, dette var dog en yderst dejlig omelet! Saftig og lækker, så den smeltede på tungen! Jeg bør tydeligvis lave omeletter noget oftere, hvilket jeg også har gjort efterfølgende. Tjek her hvilke omeletudgaver, jeg har lavet gennem tiden.
Hvor ser det skønt ud, jeg elsker en god omelet ❤ Vi får det af og til herhjemme som nem mad med rester af husets grøntsager suppleret med lidt kød, f. eks. rester, der skal bruges eller lidt stegt bacon.
Efter denne oplevelse bør jeg også klart lave det noget oftere. Nøj hvor var det godt ♥