Rodfrugtssuppe med rødbeder
Rodfrugtssuppe er en rigtig stop-spild-af-mad-ret, for her kan du rigtig slå dig løs med alle rodfrugterne i grøntsagsskuffen. Ideen til denne version af rodfrugtssuppe opstod, da jeg havde nogle rødbeder, jeg ville bruge op. De kræver ofte længere kogetid end andre rodfrugter, så jeg kogte rødbederne og stod derefter og stirrede på de små runde størrelser (jeg kan generelt anbefale at købe de runde rødbeder – de har en mildere og knapt så ‘jordagtig’ smag som de billigste aflange rødbeder).
Hvis du vil lave denne rodfrugtssuppe til vegetarer, så brug en grøntsagsbouillon – jeg valgte dog at bruge en oksekødsbouillon, jeg havde på lager i fryseren.
Rodfrugtssuppe
3-4 personer
4 små, runde kogte rødbeder (uden skind)
2 pastinakker, skrællede og skåret i tern
2 store kartofler, skrællede og skåret i tern
1 stort løg, skåret i tern
smør til stegning
½ l bouillon – jeg brugte oksebouillon
2 dl fløde
salt og peber
evt. lidt citronsaft
Topping:
Knust knækbrød – jeg brugte en rest rosmarinknækbrød
lidt ristede fennikelfrø
Smelt smør i en stor gryde og svits derefter løg i et minuts tid. Tilsæt pastinakker og kartofler og lad dem stege med i et minuts tid. Hæld bouillon i gryden, læg låg på og lad det koge i en halv times tid. Tilsæt derefter fløde. Skær rødbederne i mindre stykker og blend derefter din rodfrugtssuppe til en ensartet masse. Stil gryden tilbage på komfuret og varm suppen op. Smag til med salt og peber og evt. lidt citronsaft.
Drys lidt topping oven på din smukke rodfrugtssuppe inden servering.
Note: Denne rodfrugtssuppe var en positiv overraskelse, for selvom rødbedefarven er ret dominerende, så kunne jeg sagtens smage både pastinakker og kartofler i suppen. Jeg var i øvrigt ret vild med den stærke pangfarve, som virkelig lyste op midt i gråvejret – herligt!
Pink suppe – det er da lige til at blive glad af 🙂 Jeg er stor fan af suppetoppings af alle slags, og ender gerne med en hel buffet. Knækbrød har jeg dog aldrig prøvet, men det er da 100 gange nemmere end at riste rugbrød, stege croutoner mm, så det skal vist på suppen næste gang.
Ja, man trænger til nogle funky farver på tallerkenen her om vinteren 😀
Jeg har før brugt knuste kiks eller knækbrød – gerne blandet med krydderier og/eller kerner – som topping til supper. Det er let at variere og hurtigt at lave 🙂