Retter med and
Det er snart mortensaften! Savner du inspiration til retter med and, så kig med her. Det kan godt blive lidt omstændigt med stegt and på en hverdag, men vil du gerne have and, så er der her en række fine alternativer.
En af de letteste måder at servere and på er konfiteret andelår. Det er superlet at lave selv, og hvis du alligevel er hjemme om eftermiddagen, så skal dette blot smides i ovnen, og så passer retten mere eller mindre sig selv. Det kan dog blive endnu lettere, for flere af de større supermarkeder samt delikatesseforretninger sælger konfiteret andelår på glas/dåse, så her skal du blot varme det op.
Du kan også langtidsstege andelårene med lidt frugt (i stedet for fedt). Brug gerne blommer eller æbler.
Vælger du i stedet at købe andebryst, så er der også mange muligheder. Steger du det på panden, kan du jo kom kombinere det med alskens gode sager – for eksempel denne udgave med spidskål og figner (tørrede kan også bruges) eller med kål og nudler. Du kan selvfølgelig også servere det stegte andebryst med kogte eller stegte kartofler og så lige peppe det op med en portvinssauce eller solbærsauce til!
Men retter med and kan jo sagtens være meget andet. Hvad med for eksempel at servere en andetærte? En frisk salat til, og så er den hjemme. Eller hvad med andetarteletter?
Du kan også servere det i bedste fastfood-stil såsom andekebab, andehotdog eller slider med and. Eller bruge det som fyld i madpandekager – prøv for eksempel appelsinpandekager med and eller madpandekage med and og solbær.
Og så kan man jo altid lave en lækker suppe med andekød i. Denne andesuppe med karry varmer tilmed rigtig godt, men du kan også vælge den lidt mildere ramen med and.
Men hvem siger egentlig, at du skal bruge en almindelig and? Du kan også sagtens servere vildand eller gråand.
Sikke mange fine forslag til retter med and! Tak for dejlig inspiration. Pandestegt andebryst med med spidskål og figner vil jeg lave en af de næste dage 🙂
Det var så lidt! Jeg glæder mig også til flere anderetter på bordet 🙂